Nyheder
Kirkeskove kan blive en vigtig brik i kampen for rent drikkevand
Nye tal viser, at størstedelen af de kirkeskove, der er plantet med støtte fra Klimaskovfonden, samtidig beskytter nuværende eller fremtidige drikkevandsressourcer.
Når kirker planter skov på deres jord i stedet for at drive landbrug, kan det være med til at sikre rent drikkevand for kommende generationer. Det viser en ny opgørelse fra Klimaskovfonden.
Ifølge opgørelsen ligger 22 af de 24 kirkeskove, der er etableret med støtte fra fonden, på arealer med betydning for drikkevandet. Heraf ligger 11 skove på områder, hvor der allerede indvindes drikkevand, mens 11 andre ligger på arealer med særlige drikkevandsinteresser.
Skov beskytter grundvandet
Klimaskovfonden fremhæver, at skovrejsning giver en varig beskyttelse af grundvandet.
»Når en kirke vælger at rejse skov i stedet for at drive landbrug, er de med til at sikre rent drikkevand for de fremtidige generationer. På den måde kan kirkerne spille en vigtig rolle i beskyttelsen af danskernes drikkevand, samtidig med at de bidrager til klimaindsatsen,« siger Poul Erik Lauridsen, direktør for Klimaskovfonden.
Når fonden yder tilskud til nye skove, må arealerne ikke længere gødskes eller sprøjtes. Samtidig får skoven status som fredskov, hvilket betyder, at arealet skal forblive skov i fremtiden.
Dermed mindskes risikoen for, at pesticidrester og andre forurenende stoffer trænger ned i grundvandet.
Læs også:
Sønderjysk kirkeskov som eksempel
Ved landsbyen Bylderup-Bov i Sønderjylland plantede et menighedsråd sidste år tre hektar ny skov med støtte fra Klimaskovfonden.
Kirken ejer i forvejen omkring 100 hektar skov og landbrugsjord. Området rummer kildepladser, som leverer drikkevand til det lokale vandværk.
Da Aabenraa Kommune meddelte, at drikkevandsboringerne skulle beskyttes gennem stop for gødskning og sprøjtning, valgte menighedsrådet at plante skov på arealet.
»Vi ejer i forvejen 45 hektar skov, og den nye skov kommer til at binde to af de andre skovområder sammen, så det giver god mening for os. Det var nemt at tage beslutningen, når nu jorden ikke kunne dyrkes,« fortæller Henrik Nissen, der er næstformand i menighedsrådet i Bylderup Sogn.
Flere gevinster ved skovrejsning
Hos Folkekirkens Grønne Omstilling ser man kirkeskovene som en mulighed for at skabe værdi på flere områder samtidig.
»Rent drikkevand er et af de mest grundlæggende fælles goder, vi har ansvar for at give videre. Folkekirkens jorder ligger mange steder midt i de lokalsamfund, hvor drikkevandet også skal sikres for fremtiden. Når et menighedsråd planter skov på kirkens jord og dermed beskytter grundvandet mod pesticidrester, bliver den grønne omstilling meget konkret«, fortæller styregruppeformand for Folkekirkens Grønne Omstilling Biskop Peter Birch.
Han peger samtidig på, at skovene kan have flere positive effekter:
»Kirkeskovene viser, hvor meget, der kan vindes, når vi ser på folkekirkens jorder med flere formål for øje. Skovrejsning kan både reducere CO₂, beskytte drikkevand, styrke biodiversitet og skabe nye rekreative muligheder for den lokale kirke.«
Mulighed for ekstra økonomisk støtte
Kirker, der ejer jord i såkaldte indvindingsoplande, kan i nogle tilfælde modtage økonomisk erstatning fra det lokale vandværk for at stoppe brugen af gødning og sprøjtemidler.
Efterfølgende kan der søges støtte fra Klimaskovfonden til at etablere skov på arealet.
Derfor opfordrer fonden kirker med relevante arealer til at undersøge mulighederne nærmere.
»Hvis man som kirke vil vide mere om skovrejsning kan man kontakte os, så hjælper vi gerne projektet videre med en indledende screening af mulighederne og henvisning til skovkonsulenter, der kan understøtte menighedsrådet i processen,« forklarer Klimaskovfondens direktør.
Læs også: