Nyheder

Kan du lide at strikke? Så kom til Strikkeweekend på Fussingø Slot

Traditionen tro afholder Fussingø-gruppen strikkeweekend på Fussingø Slot den første weekend i november. Dørene åbnes til den farverige udstilling den 4. – 5. november i tidsrummet kl. 10 – 16.

Redaktion
Af Redaktion 1. november 2023

I slottes smukke stuer kan du blive inspireret til både små og store projekter og måske også få ideer til årets julegaver.

-Det er også i år lykkedes at finde nye udstillere, der viser nye måder at bruge garn og strik på, fortæller Birthe Balsby, der er koordinator for udstillingen. -Det er meget in at farve sit eget garn, så når du strikker eller hækler, får du en trøje – eller hvad du nu laver – som er unik, tilføjer hun.

Garnfarvning
Hun giver også opskriften på, hvordan farvningen kan foregå: – Du kan håndfarve garnet eller plantefarve det. Til sidstnævnte bruger du naturens egne materialer. Til håndfarvning bruger du syre, som er kemisk men også bæredygtigt. Får du lyst til selv at prøve, viser nogle af udstillerne eksempler på begge dele.

Genbrug
Bæredygtighed, genbrug og økologi er nogle af nøgleordene i nutidens produkter. Det vil gæsterne på årets udstilling kunne finde flere eksempler på. Blandt andet præsenteres genbrug i form af tasker, hvor der brugt gamle broderier.

Rikke fra butikken Moonfeather viser, hvordan man med nål og tråd kan fremtrylle smukke broderier. Og Kratte præsenterer hæklede dyr og tasker i eget design.

Kendte udstillere
Fjellerups Seje Sild viser endnu en gang, hvordan man kan trylle med garnrester. Overskuddet fra salget gives til godgørende formål. Som tidligere vil gruppen med glæde tage imod donationer i form af overskudsgarn.

Og som tidligere år får udstillingen også besøg af Spindekællingerne. De viser det gamle håndværk at forvandle fårets uld til strikkegarn.

Man kan læse mere om de enkelte udstillere på https://fussingoeslot.dk/begivenheder