Kultur

Julemanden rullede ind i Rosernes by med Mariager–Handest Veteranjernbanes veterantog

Traditionen blev holdt i hævd, da årets juletræ igen blev tændt på Torvet

Dinny Eriksen
Af Dinny Eriksen 21. november 2025

Søndag eftermiddag blev julen officielt skudt i gang i Mariager, da Julemanden – som traditionen foreskriver – ankom med veterantog fra Lunddalen. Mariager–Handest Veteranjernbane sørgede endnu engang for den festlige transport, der samlede både børn og voksne langs skinnerne.

En fast og folkekær tradition

Julemandens ankomst med veterantog er efterhånden blevet et fast højdepunkt i Mariager, og i år var ingen undtagelse. Ifølge veteranbanen havde ikke færre end 135 passagerer taget plads i toget for at være med til at hente den rødklædte gæst.

På perronen i Lunddalen stod Julemanden klar – i rød habit, høj hue og sorte støvler – parat til at lade sig fragte ind til den julepyntede fjordby.

Ikke færre end 135 forventningsfulde rejsende, hovedparten naturligvis børn lykkedes at komme med veterantoget. Alt var i brug, og hvor der er hjerterum er der som bekendt også husrum,” fortæller dagens hovedperson Julemanden. ”Der var rigtig god stemning i motorvognen. Der var en sitren af forventning hos børnene.

Stor begejstring i Rosernes By

Ti minutter efter afgang rullede toget ind på stationen i Mariager, hvor en større forsamling ventede spændt. Her stod også byens ponyvognmand klar til at fragte Julemanden det sidste stykke mod Torvet, hvor årets juletræ skulle tændes.

Selvom vejret endnu engang ikke bød på sne til kane, var humøret højt, og Julemanden fik talt med stort set alle fremmødte børn – mange af dem med ønskelister klar.

Juletog på vej igen

Veteranjernbanen har allerede indgået næste aftale med Julemanden, fortæller togfører Kurt Becher.

Veteranjernbanen har allerede en aftale med Julemanden om at han kører med på juletoget første søndag i Advent, d. 30/11.
Vi håber naturligvis også på at Julemanden til næste år igen vil være med til at lave en aftale om at tage toget fra Lunddalen,” fortæller togfører Kurt Becher.
”Og kan man ikke vente et helt år på at få en tur med de hyggelige gamle veterantog, skal man blot kigge forbi hos veteranbanen i sommermånederne, hvor toget charmerende suser frem og tilbage mellem Mariager og Handest,” lover Kurt Becher, der samtidig sender alle ønsket om en glædelig jul fra veteranbanen.

Julen er landet

Med både veterantog, hestevogn og byens juletræstænding blev julen endnu engang bragt til Mariager med manér – til stor glæde for både små og store i kommunen.