Nyheder

Julehjælp Dansk Folkehjælp Djurs-Randers Afdeling: Antal ansøgere slår igen rekord

Hele 595 familier har ansøgt om, og er blevet godkendt til julehjælp i vores 3 dækningskommuner, Norddjurs, Syddjurs og Randers i år, men desværre har vi langt fra haft midler til at kunne imødekomme dem alle. Vi uddeler julehjælp til i alt 272 familier for i alt knap 490.000 kr.

Julehjælp Dansk Folkehjælp Djurs-Randers Afdeling: Antal ansøgere slår igen rekord
9. december 2023
Af Redaktion

Julehjælpen er i år blevet differentieret for første gang, hvilket vil sige at familier med flere børn får en større hjælp, og dermed er vores udgift totalt set pr. familie blevet større. Ydermere har vi for første gang i julehjælpens historie udvidet målgruppen. Således har ikke kun enlige forsørgere på overførselsindkomst kunnet søge, men også forsørgende par hvor begge er på overførselsindkomst, hvilket har givet nye ansøgere.

Julehjælpen består i år udelukkende af gavekort. Alle familier får et gavekort på 800 kr. til Rema 1000, så der kan købes julemad. Desuden er der gavekort til indkøb af gaver til børnene på en værdi af 500 kr. pr. barn dog maks. 2000 kr.

Det er lykkedes os at få samlet ind så vi i torsdags kunne uddele julehjælp til 33 ud af 88 ansøgende familier i Norddjurs kommune samt 56 ud af 97 i Syddjurs kommune.
I Randers deler vi ud på søndag d. 10/12 kl. 11-15 i Randers Fritidscenter med indgang fra Jernbanegade. I Randers kan 183 familier ud af 410 se frem til julehjælp.

Vores hovedkontor supplerer vores uddeling i det omfang der kommer beløb ind, som jo fordeles over hele landet, så der er stadig frem til d. 15/12 håb om hjælp, for dem vi ikke har kunnet uddele til.

Grunden til den ulige fordeling kommunerne imellem, er at indkomne beløb som hovedregel anvendes i donorkommunen. Vi mangler i høj grad støtte fra erhvervslivet på Djursland.
En stor del af uddelingen på Djursland skyldes at vores Genbrugsbutik i Grenaa i 2022 har præsteret et solidt overskud på mere end 60.000, som vi overfører til julehjælpen, da kravet er anvendelse til sociale formål i lokalområdet. Vi ønsker derfor at takke både kunder og frivillige i vores butik for støtten.

I Randers kommer det største beløb fra Randers Julehjælp som vi er stolte af at være en del af. Vi vil gerne benytte lejligheden til at takke alle donorer store som små, virksomheder, private og fagforbund som støtter vores indsamling, samt de frivillige som lægger arbejdet for at det hele kan lykkes.

For os betyder det rigtig meget, at vi kan hjælpe så mange som muligt af de godkendte familier i vores område til at få en bedre jul. Vi har oplevet at danskerne, selvom de selv mærker at det er blevet dyrere at leve, er villige til at give et beløb til den gode sag, og det er vi utrolig taknemmelige for, dog er der lidt mere tilbageholdenhed end de foregående to år.

Selvom beløbene til årets julehjælp er gjort op, har man stadig mulighed for at indbetale til det gode formål, pengene vil blive brugt som startkapital til næste års indsamling sammen med et forhåbentligt overskud fra Randers Julehjælp som vi først kender d. 19/12.
Der kan støttes på mobilepay 969599 eller konto 7320 0002153547.

Mange udsatte står uden kriseberedskab

Læs også: Mange udsatte står uden kriseberedskab

Tilmeld dig vores nyhedsbrev