Annonce
Del på Facebook   Print siden

Jan Magnussen på Daytona: Fantastisk at være tilbage!

Biler og Fritid
Torsdag 26. januar 2023 kl. 16:00

Jan Magnussen på Daytona: Fantastisk at være tilbage!
Jan Magnussen i vante omgivelser


Jan Magnussen på Daytona: Fantastisk at være tilbage!
Jan Magnussens Porsche
Redaktionen Palle Sund

Den firedobbelte Le Mans-vinder er tilbage i det amerikanske sportsvogns-mesterskab, når han denne weekend forbereder sig til 24-timersløbet på Daytona sammen med Porsche-teamet MDK Motorsports.

Han har tidligere vundet løbet sammen med Corvette Racing, men når Jan Magnussen stiller op til klassikeren Rolex 24 at Daytona den 28. januar, bliver det sammen med Porsche-teamet MDK Motorsports. Det bliver dermed comeback til det amerikanske sportsvognsmesterskab for den danske racerkører, som kørte sin seneste fulde sæson i 2019.

– Det er fantastisk at være tilbage! Jeg har kørt en masse forskelligt ræs i både Danmark og udlandet, siden jeg tog afsked med Corvette Racing og General Motors efter 16 fede år. Men selv om jeg nyder at køre en racerbil næsten uanset hvorhenne i verden, så kan jeg tydeligt mærke, hvor meget, jeg har savnet USA. Det har jo været mit andet hjem siden 1999, hvor jeg kom hertil efter min Formel 1-karriere. Udover al den erfaring, jeg har skabt mig på de amerikanske baner, så har jeg også et enormt netværk i det amerikanske motorsportsmiljø, som så pludselig bliver aktiveret igen, lyder det fra Jan Magnussen.

– Jeg er glad for, at jeg nu får mulighed for at bruge den erfaring til at hjælpe et nyt team og nogle kørere, og ikke blot som coach på sidelinjen, men også bag rattet som teamkammerat. Jan Magnussen har i år teamet op med MDK Motorsports om at køre Michelin Endurance Cup, som består af IMSA-seriens fire langdistanceløb på henholdsvis Daytona, Sebring, Watkins Glen og Road Atlanta. Magnussen skulle på Daytona have delt holdets Porsche 911 GT3 R sammen med amerikanske Mark Kvamme og Trenton Estep samt Kevin Magnussen – men sidstnævnte blev forhindret grundet en operation i hånden. I stedet er amerikanske Jason Hart hyret ind.

– Kevin er heldigvis helt okay. Han fik fjernet en mindre cyste fra sin ene hånd, og selv om operationen var temmelig harmløs og forløb helt som den skulle, blev han rådet til at holde sig i ro, så han kan være fit for fight inden Formel 1-sæsonen begynder. Det er naturligvis enormt ærgerligt, da både Kevin og jeg og havde set frem til at køre det her fantastiske løb sammen. Men der er fuld opbakning fra teamet, og vi må bare krydse fingre for, at vi får chancen igen en dag.

Jan Magnussen – som intet mindre end fire gange har vundet det amerikanske sportsvognsmesterskab og foruden Daytona også har sejret på ikoniske baner som Sebring og Road Atlanta – forbereder sig i denne weekend på den kommende uges 24-timersløb. Rolex 24 at Daytona er 2023-sæsonens åbningsløb, og disse dage bruges således på at teste biler og grej, ligesom kvalifikationen til løbet også finder sted søndag.
Kilde: Newsweek.com


© Copyright 2024 RANDERSiDAG.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.

Biler og Fritid

Nu udvides første stykke af E45 mellem Vejle og Skanderborg
Nu udvides første stykke af E45 mellem Vejle og Skanderborg
Biler og Fritid
Brugte biler har i snit fejl for 4.560 kroner
Brugte biler har i snit fejl for 4.560 kroner
Biler og Fritid
Nye takster og afgifter for bilister i 2024
Nye takster og afgifter for bilister i 2024
Biler og Fritid
Toyota GR Yaris kåret til Årets GTI
Toyota GR Yaris kåret til Årets GTI
Biler og Fritid
Ugens bil fra Toyota
Ugens bil fra Toyota
Biler og Fritid
Så er Årets Biler 2023 på gaden
Så er Årets Biler 2023 på gaden
Biler og Fritid
Sikkerheden halter i varebiler
Sikkerheden halter i varebiler
Biler og Fritid
Livsfarlig kørsel uden baglys på bilen
Livsfarlig kørsel uden baglys på bilen
Biler og Fritid
Nye ladestandere på 61 forskellige lokationer i Randers Kommune
Nye ladestandere på 61 forskellige lokationer i Randers Kommune
Biler og Fritid
Helårsdæk overhaler sommerdæk
Helårsdæk overhaler sommerdæk
Biler og Fritid
Tilbudsaviser og magasiner m.m:
Regionale nyheder