Nyheder
Innovativt udstillingshus for hjælpemidler og velfærdsteknologi indviet i Randers
Den 19. august 2024 blev et nyt lærings- og præsentationsrum officielt indviet på Randers Social- og Sundhedsskole. I “Udstillingshuset Omsorg” kan man komme indenfor hos Hr og Fru Madsen og opleve både nutidens og fremtidens hjælpemidler og velfærdsteknologi til hjemmet. Indvielsen gav anledning til en god dialog om velfærdsteknologi, og flere af de fremmødte gæster fik testet de mange innovative løsninger til stor begejstring.
Det er Randers Kommune og Randers Social- og Sundhedsskole, der står bag Udstillingshuset Omsorg. Her kan man blive introduceret til de mange hjælpemidler og velfærdteknologiske muligheder, der findes. For det kan være væsentligt at afprøve og opleve de mange innovative løsninger helt tæt på for bedst muligt at forstå dem.
Mandag den 19. august blev udstillingshuset officielt indviet. Formand for Omsorgsudvalget, Ellen Petersen, klippede snoren, der gav adgang til de mange nysgerrige fremmødte. Til indvielsen blev både skærmbesøg, virtual reality, medicinrobotter, robotkat, automatisk kipsystem til sengen og meget andet præsenteret og afprøvet. Og alt blev modtaget med stor begejstring.
På besøg hos Hr og Fru Madsen
Med “Udstillingshuset Omsorg” sætter Randers Kommune og Randers Social- og Sundhedsskole fokus på at forbedre livskvaliteten for borgerne. Huset er indrettet som en bolig, og når man ankommer, møder man en vellignende facade på et hus med potteplanter, navneskilt og et lille havemøbelsæt udenfor. Nærmere bestemt er man på besøg hos Hr og Fru Madsen i nr. 42. Når man træder indenfor, er det som at træde ind i et helt almindeligt hjem med køkken, badeværelse, stue og soveværelse, hvor teknologien er integreret i hjemmets rammer. Dette gør det muligt at opleve, hvordan de forskellige hjælpemidler kan anvendes i praksis for at gøre borgernes hverdag lettere og mere selvhjulpne.
Et hus for læring
Samtidig skal huset også gerne bane vejen for mere effektive arbejdsgange for personalet – både nu og i fremtiden. Det nye udstillingshus er nemlig dynamisk, så det kan tilpasses forskellige arrangementer og også kan bruges til kompetenceudvikling af medarbejdere i kommunen og i undervisningen af skolens elever.
“Det er mit håb, at både skolen og eleverne herude vil få stor glæde af udstillingshuset. Det er vigtigt at udbrede kendskabet til de mange hjælpemidler og teknologier, så eleverne helt naturligt kan tage det med sig ud i deres fremtidige jobs og sikre, at langt flere kan få glæde af de mange løsninger,” siger Ellen Petersen, formand for omsorgsudvalget.
Fokus på demens
Siden foråret har Randers Kommune og Randers Social- og Sundhedsskole sammen med AATE VR udviklet et 3D interaktivt Virtuel Reality-læringsscenarie omkring demens, som også kan opleves i showroomet. Ved at tage VR-briller på ledes man gennem helt almindelige dagligdags situationer, men oplever dem, som en mand med moderat demens ville opleve dem. Manden bor sammen med sin partner og skal f.eks. forsøge sig med at dække bordet, hente mælk i køleskabet og skrue ned for fjernsynet.
Det er en unik og anderledes måde at lære om demens, som gerne skulle gøre os klogere på, hvilke udfordringer både borgere med demens, de pårørende og plejepersonalet står overfor.
VR-scenariet er et rigtig godt eksempel på, hvordan showroomet er tænkt som et rum for at styrke læring gennem handling. Altså, at forstærke indlæringen ved at opleve, udføre og afprøve, fremfor blot at læse og forstå.
Åbent hus for alle
Udstillingshuset åbner for besøgende ved et Åbent Hus-arrangement den 4. september fra 10.00 – 16.00. Her er alle velkomne.
Fremadrettet vil der være åbent hver onsdag fra klokken 10.00 – 16.00. Der er naturligvis gratis adgang.
Find vej til Udstillingshuset Omsorg
Udstillingshuset Omsorg kan opleves på:
Randers Social- og Sundhedsskole
Minervavej 47
8960 Randers SØ
Bus nummer 1A, 15, 118, 217, 221 kører alle forbi Randers Social- og Sundhedsskole, og der er masser af gratis parkeringspladser lige ved døren.
Kilde: Randers Kommune