Helbred
Innovation skal forme fremtidens sundhed – Stor EU-konference kommer til Aalborg i næste uge
Den 17.-18. september samler Region Nordjylland beslutningstagere, forskere og sundhedsfolk fra hele Europa til konferencen TOGETHER4HEALTH i Musikkens Hus i Aalborg. Konferencen afholdes som en del af det danske EU-formandskab og har fokus på innovation, integration og transformation af sundhedsvæsenet.
Sundhedsinnovation højt på dagsordenen
På tværs af Europa står sundhedssystemerne over for store udfordringer: en voksende andel ældre borgere, flere kroniske sygdomme, mangel på sundhedspersonale og stigende økonomisk pres. Samtidig åbner nye teknologiske muligheder for at skabe løsninger, der kan aflaste systemerne og give borgerne et mere sammenhængende sundhedstilbud.
Regionsrådsformand i Region Nordjylland, Mads Duedahl (V), understreger regionens ambitioner:
“I Region Nordjylland ser vi os selv som frontløbere inden for udviklingen af det nære sundhedsvæsen her i Danmark. Vi har stolte traditioner for at samle sundhedsvæsen, erhvervsliv, forskning og borgere for at skabe gode løsninger i fællesskab med udgangspunkt i den enkelte patients behov, ønsker og livssituation. Vi skaber på den måde skalerbare modeller, der kan inspirere på tværs af Europa. TOGETHER4HEALTH er vores invitation til at samarbejde, innovere og lede denne transformation sammen.”
Regionen fremhæver samtidig det tætte samarbejde med kommunerne, hvor en fælles vision om et nært, lige og sammenhængende sundhedsvæsen danner grundlag for at møde fremtidens udfordringer.
Læs også:
Gode erfaringer fra Nordjylland
Nordjylland har allerede gjort sig bemærket med innovative tiltag. Blandt erfaringerne er hjemmeindlæggelser på plejecentre med virtuel stuegang, samarbejdsprojekter om håndtering af dehydrering samt indførelsen af et 72 timers udvidet behandlingsansvar. Sidstnævnte har reduceret antallet af akutte genindlæggelser med op mod 25 procent.
Ifølge Mads Duedahl er det afgørende, at de gode erfaringer deles bredt:
“Vi ser frem til at dele nogle af vores egne gode løsninger med resten af Europa, ligesom vi vil indhente inspiration fra de øvrige deltagere i konferencen til kommende indsatser. Når antallet af ældre og borgere med en eller flere kroniske sygdomme stiger de kommende år, og der samtidig bliver færre hænder til at hjælpe, så er det en bydende nødvendighed, at vi sammen udvikler og får udbredt de bedste innovative løsninger.”
Internationalt samlingspunkt i Aalborg
TOGETHER4HEALTH forventes at tiltrække omkring 450 deltagere. Blandt deltagerne er EU-beslutningstagere, erhvervsledere, forskere, sundhedsprofessionelle, innovatører og repræsentanter fra civilsamfundet.
Fra dansk side deltager blandt andre ældreminister Mette Kierkgaard (M), der sammen med de øvrige gæster skal drøfte, hvordan Europas sundhedsvæsener bedst kan rustes til fremtiden gennem samarbejde og innovation.
Konferencen markerer dermed Aalborg og Region Nordjyllands position som en stærk spiller i udviklingen af det nære sundhedsvæsen – ikke kun i Danmark, men på tværs af Europa.
Læs også: