Læserbrev: Ingen skal stå alene, når livet vælter

For 30 år siden mistede jeg min hustru til kræft. Jeg stod tilbage alene med vores datter på kun ét år. Det var en tid, hvor alt brød sammen. Først sygdomsforløbet, der fyldte hele vores liv – og så det ubærlige tab.

Jeg husker, hvordan en sundhedsplejerske spurgte mig, om jeg nu vidste, hvordan man skifter en ble. Men det var aldrig bleerne, der var det svære. Det var tomrummet. Stilheden. Sorgen. At stå alene, mens verden gik videre, som om intet var hændt.

Familie og venner var der, men de vidste ikke altid, hvordan de skulle gribe det an. Der var ingen reel hjælp. At få hjælp var min egen udfordring – men jeg kunne ikke selv. Og det gjorde ondt.

Jeg er dybt taknemmelig for, at man i dag er blevet langt bedre til at behandle den kræftform, som tog min hustru. Men én ting har ikke ændret sig: Hjælpen til de efterladte halter stadig. Når sygdommen slipper sit tag – enten fordi den er overvundet, eller fordi livet tabes – så står mange fortsat tilbage uden støtte.

Derfor skal vi have et sundhedssystem i Randers Kommune, der kan håndtere situationen. Vi skal kunne tilbyde hjælp til alle sårbare – både dem, der kæmper med sygdom, sorg, stress eller ensomhed. I dag er der op mod 72 ugers ventetid på at få en tid hos en psykiater. Det er alt for længe. Jeg vil arbejde for en behandlingsgaranti inden for 30 dage. Men vi skal også huske, at det altid er bedre at forebygge end at helbrede. Derfor skal hjælpen sættes ind tidligere – inden problemerne vokser sig for store. Hvis vi tør tage hånd om mennesker, før de bryder sammen, kan vi spare både lidelse og ressourcer. Vi skal turde at tænke nyt. Hjælpen skal ikke kun komme fra psykiatere. Den kan også komme fra sygeplejersker, terapeuter eller andre fagpersoner med forståelse for psykisk sårbarhed. Det handler ikke om titlen, men om at nogen tager hånd om én, når livet vælter.

Vi skal have lokale krise- og sorgtilbud, hvor man kan få en samtale, deltage i fællesskaber eller mødes med frivillige, der har tid og hjerte til at lytte. Det kan være i vores sundhedshuse, i lokale fællesskaber eller sammen med de mange frivillige, der allerede gør en forskel – for hjælpen skal være tæt på, nem at finde og uden bureaukratiske barrierer. Og den skal gælde alle – uanset om man er 1 år eller 100 år.

Krisehjælp bør ikke være et privilegium for dem, der selv kan finde vej gennem systemet. Det skal være en del af vores velfærd – på linje med fysisk behandling. Vi må turde tale åbent om psykisk sårbarhed og give den samme prioritet som alle andre sygdomme.

Hvis jeg får indflydelse, vil jeg arbejde for, at Randers Kommune bliver et sted, hvor ingen står alene – hverken i sygdom, i sorgen eller i livet bagefter. Uanset hvor mørkt det kan føles, skal alle kunne mærke, at der stadig er lys forude – og at nogen står klar til at række hånden ud.

Dette er et debatindlæg, en pressemeddelelse eller et læserbrev, der afspejler skribentens personlige holdning. Vi byder alle synspunkter velkommen, så længe de overholder straffeloven og presseetiske retningslinjer. Har du en mening, du gerne vil dele? Send den til os!

Relaterede Personer

Niels Jørgen Thomsen