En systematisk registrering af fraværet og en SMS-tjeneste til forældrene på Tirsdalens skole har haft positiv effekt.
I Randers arbejder flere folkeskoler målrettet med at nedbringe fraværet. Som en særlig indsats i skoleåret 2017/2018 har eksempelvis Nørrevangsskolen igangsat et pilotprojekt i to 9. klasser. Projektet sker i samarbejde med kommunens familieafdeling – herunder Ungebasen – og Bysekretariatet i Randers Nordby. Hver morgen står en lille gruppe voksne klar til at byde skoleelever velkommen.
Et element i projektet er at eleverne er blevet inddelt i nogle grupper med ansvar for hinanden. Det betyder i praksis at eleverne ringer, sms´er eller skrive Facebook-beskeder til hinanden om det at møde op i skolen.
Elever der møder op i skolen – og møder op til tiden – får desuden den gulerod, at de hver 14. dag er med i en lodtrækning om et gavekort til skolens kantine. På få måneder er fraværet i de to klasser på den måde faldet i gennemsnit med godt 3 procent.
Også på Tirsdalens Skole har en målrettede indsats mod elevernes fravær vist positive resultater. Her har man fået sat en stopper for en ellers stigende fraværskurve og har den målsætning at en vedvarende indsats allerede næste skoleår vil kunne ses i et direkte fald.
Skolen gør meget ud af at italesætte, hvilke udfordringer der er ved at eleverne er fraværende. Både elevrådet, lærerne og forældrene bliver i den forbindelse involveret. Er en elev ikke mødt til undervisningen seneste kl. 8.15 – altså et kvarter efter klokken har ringet ind om morgenen – sendes der en sms til forældrene. Og som noget nyt opretter skolen en netværksgruppe i samarbejde med PPR – Pædagogisk Psykologisk Rådgivning. Planen er at 8. klasses elever, der endnu ikke er erklæret uddannelsesparate, kan mødes i et netværk, hvor der blandt andet bliver snakket om vigtigheden at af møde til tiden.
* Giv RANDERSiDAG en ‘synes godt om’ på Facebook – klik her.
* Tilmeld dig vort nyhedsbrev.