Den 24/11 2008 startede en tre-årig forsøgsperiode for modulvogntog, en dansk betegnelse for lastvognstog på op til 25,25 meters længde og en samlet vægt på 60 ton.
Ideen med større vogntog er at forbedre økonomi og konkurrenceevne i transportbranchen samtidig med, at man opnår en vis miljøgevinst bl. a. et reduceret CO2 udslip. Større transporter på færre enheder, bedre plads på vejene.
I Danmark er der ca. 311 km godkendt rute for disse transporter. For havnebyerne har projektet haft stor interesse. Men også virksomheder som Danske Fragtmænd, der foruden at drive et stort lagerhotel her i Randers, er Danmarks væsentligste landsdækkende transportør af styk- og partigods, er muligheden for transporter i større enheder af stor betydning. Men i Randers mangler vi kun 0,5 km til Fragtmandscentralen for at være med! Først nu er der afsendt en ansøgning til Vejdirektoratet for godkendelse af omkobling af modulvogntog!
Det er underligt, at man fra Randers kommune, Miljø- og Teknikudvalgets side først nu efter stort pres fra flere sider foretager sig noget, der kan hjælpe ikke bare en af byens store erhvervsvirksomheder til fortsat at finde Randers interessant som basis for sin terminal, men også for andre vognmænd, der kører med modulvogntog. Særligt, når byer vi gerne sammenligner os med (Esbjerg, Taulov, Århus og Aalborg) allerede har fået godkendelse og omkoblingspladser, som er fuldt etablerede.
Når Miljøministeriet i denne sammenhæng for lang tid siden har bedt kommunerne og erhvervslivet om at forholde sig til de miljømæssige aspekter, er det et dårligt signal at sende, at Randers er så lang tid om at komme på banen, i en sag der vil tjene byen utroligt meget. Sloganet Byen, hvor søvejen møder 13 landeveje, der spiller op til vort store opland, klinger hult.
Bedre sent end aldrig, kan man sige, men det er at spille hasard med miljøets, byens og erhvervslivets muligheder. Så enten skyldes den sene ageren et udtryk for dårligt omhu, eller også er det måske fordi, man/Mogens Nyholm trods miljøgevinster ikke bryder sig om de store enheder.
Lad os så komme i gang! Ikke flere tabte arbejdspladser. Ikke flere aktiviteter, der går udenom Randers.
Du kan kommentere læserbrevet herunder.