Forbruger
Hver fjerde dansker ønsker et opgør med slagtilbud
1 ud af 4 danske forbrugere ønsker, at butikkerne stopper med at tilbyde ”3 for 2’s pris”, så de ikke bliver lokket til at købe mere, end de har brug for.
I 2023 blev der omsat for svimlende knap fire milliarder kroner i forbindelse med Black Friday og Black Week i Danmark. Og hver fjerde butik forventer ifølge tal fra Dansk Erhverv, at salget bliver mindst 25 procent større, mens 55 procent forventer, at det bliver det samme. Samtidig ønsker mange forbrugere færre fristende tilbud, der bidrager til overforbrug og øget miljøbelastning.
26 pct. af danskerne mener således, at butikkerne burde stoppe med at tilbyde ”3 for 2’s pris”, så de ikke køber mere, end de har brug for. Det viser en undersøgelse foretaget af Opinion for Svanemærket, hvor danske forbrugere er blevet spurgt om, hvad virksomhederne bør gøre for at gøre det nemmere for den enkelte at træffe mere miljøvenlige valg.
“Tilbud som “3 for 2″ og andre vilde Black Week- og Black Friday-tilbud kan være fristende, men de kan hurtigt føre til overforbrug. For at fremskynde den grønne omstilling bør detailhandlen i højere grad tage forbrugernes ønske alvorligt og være med til at facilitere gode miljøvalg fremfor øget forbrug”, siger Rina Ronja Kari, kommunikationschef i Miljømærkning Danmark.
Black Friday bliver til Green Friday
At flere og flere danskere ønsker at gøre op med overforbrug, ses også ved Green Friday-bevægelsen og det stadigt stigende antal aktiviteter, der præsenteres som alternativer til Blacks Fridays forbrugsfest. Eksempelvis afholdes der flere steder rundt om i landet byttemarkeder og andre arrangementer med fokus på genbrug fremfor tilbudsjagt.
En af de foreninger, der holder ”Drop Black Friday-arrangementer” er Danmarks Naturfredningsforening, der med sin nye børnesatsning ”VILD” inviterer børnefamilier til mørkevandring og hygge i naturen i stedet for shopping og travlhed.
“I Danmark har vi et kæmpe ressourceforbrug, der virkelig tærer på kloden, så der er i dén grad brug for, at vi redefinerer forestillingerne om det gode liv. Vi skal gøre op med den individualiserede forbrugskultur, der blandt andet afspejles i en konstant jagt på de nyeste sko, kjoler og gadgets. I stedet skal vi i højere grad fokusere på meningsfulde fællesskaber, ro og mental trivsel – og her kan naturen noget helt særligt. Det vil vi gerne demonstrere med mørkevandringer for hele familien på fredag”, siger Mette Ranfelt, miljøpolitisk chefrådgiver i Danmarks Naturfredningsforening.
Og der er god grund til at sætte fokus på overforbruget. Eksempelvis kræver det omkring 1.400 liter vand at producere én enkelt t-shirt, ligesom der i gennemsnit bliver udledt 15 kg CO2 ved produktionen af 1 kg tekstil. Så det koster altså ikke kun på bankkontoen, men i høj grad også på miljø- og klimakontoen, når man svinger dankortet på Black Friday.
Om undersøgelsen
Undersøgelsen “Nordic consumer sustainability index” er gennemført af Opinion på vegne af Svanemærket, Nordisk Miljømærkning. Der er i alt adspurgt 4.516 nordiske forbrugere, herunder 1.007 danskere i alderen 16+ i perioden 15. marts – 15. april 2024. Læs mere her: https://www.svanemaerket.dk/forbrugeranalyse-2024