Helbred

Hjertegolf hitter blandt lokale hjertepatienter

Deltagere fortsætter med golfkørekort efter succesfuldt forløb i Hobro Golfklub

Dinny Eriksen
Af Dinny Eriksen 5. oktober 2025

Efter otte mandage med både teori og træning på Hobro Golfklubs baner har Hjerteforeningen Mariagerfjord afsluttet efterårets Hjertegolf-forløb – men deltagerne er langt fra færdige med golfen. Alle ti deltagere har nemlig besluttet at fortsætte og tage golfkørekort.

Motion og fællesskab i fokus

For mange hjertepatienter kan det være en udfordring at finde den rette motionsform, men golfen har vist sig at være et hit.
For mange hjertepatienter kan det være en udfordring at finde modet til at dyrke motion. Golf har vist sig at være en ideel motionsform – rolig, overskuelig og samtidig med masser af frisk luft og gode gåture i naturskønne omgivelser. Og ikke mindst har det hyggelige sociale samvær været til stor glæde for deltagerne, fortæller Rikke Nielsen, bestyrelsesmedlem og golf-tovholder i Hjerteforeningen Mariagerfjord.

Sammenhold og nye vaner

Træningen er blevet ledet af klubbens erfarne instruktører, Jan Grumstrup og Rasmus Lange, som har stået for både den praktiske og teoretiske del.
Flere af deltagerne er nu begyndt at mødes uden for de faste træningstider for at øve sig sammen, og glæden ved spillet ser ud til at have givet mod på mere aktivitet i hverdagen.

Nye planer for 2026

Med den store opbakning er der allerede planer i Hjerteforeningen om at fortsætte initiativet til næste år.
Hjertegolf har vist sig at være mere end bare et kursus – det er blevet et fællesskab, hvor motion, natur og socialt samvær går hånd i hånd til gavn for både hjerte og humør.