Kultur

Hjælp Turbinen & Underværket med at finde et navn til nyt koncertkoncept

Friske artister kommer til Randers som følge af et nyt samarbejde mellem Underværket og Turbinen – og de to kulturinstitutioner beder nu publikum om at være med til at finde på et godt navn til konceptet.

Hjælp Turbinen & Underværket med at finde et navn til nyt koncertkoncept
Michael Gonzalez, Turbinens musikansvarlige
Af Benedikte Jensen 3. september 2024

Kulturhuset Underværket og spillestedet Turbinen har indgået et samarbejde, der bringer en række særlige koncerter til Randers. Denne koncertrække byder på en spændende blanding af nyere, talentfulde artister og har noget for musikelskere i alle aldre. Uanset om man er til elektronisk, rap, indie eller rock, så er der noget for alle. Koncerterne vil finde sted på både Underværket og Turbinen, og billetpriserne er SU-venlige.

De tre bedste navneforslag vinder 2 x billetter til alle fem koncerter, der udgør koncertrækken i denne sæson.

Samarbejdsprojekt som alle kan – og opfordres til – at bidrage til
Hele humlen med det nye samarbejdsprojekt er at inddrage publikum i stor stil – både i form af bud til det nye navn til koncertrækken, men også på indholdssiden af koncerterne.

Turbinens musikansvarlige Michael Gonzalez uddyber:

”Vi vil rigtig gerne gøre det her til et fælles projekt. Og ikke bare fælles for Underværket og Turbinen, men også fælles for publikum, som vi gerne vil inddrage i så høj grad som muligt. Både nu i forbindelse med navnet til konceptet, og også når det kommer til hvilke kunstnere, publikum gerne vil opleve, så de kan være med til at forme musikoplevelsen.”

Teknik- og projektmedarbejder ved Underværket Matias Ankerstjerne supplerer:

”Publikum er lige så vigtige som de kunstnere, der står på scenen. Derfor åbner vi for et samarbejde mellem os på arrangørsiden, musikerne og koncertgængerne, der alle får musikken ud at leve på bedst mulig vis. Det går mange veje, og derfor er vi også meget spændte på de bud, vi får på et navn til konceptet – og også meget gerne bud på artister, som vi kan tage i betragtning til de kommende sæsoner af koncerter, som vi er ved at planlægge.”

Læs mere om samarbejdsprojektet på turbinen.dk/seneste-nyheder/, hvor du også kan indsende dine bud inden onsdag 4. september 2024.

Tante Olga: The Voice of Spurs bringer Premier League-stemning til Randers

Læs også: Tante Olga: The Voice of Spurs bringer Premier League-stemning til Randers

En prisbelønnet jazzoplevelse: Tobias Stavngaard Sextet optræder i Randers

Læs også: En prisbelønnet jazzoplevelse: Tobias Stavngaard Sextet optræder i Randers

Tilmeld dig vores nyhedsbrev