Kultur
Hit med kalorierne
Amatørkokke ser stort på fedtprocenterne. Nu vil de lære at lave fed gourmetmad til at imponere familien med om lørdagen. En omgang æg og smør lyder ikke umiddelbart som den mest oplagte spise i en tid, hvor sundhedsapostle nærmest falder over hinanden på tv og i aviser. Alligevel er bearnaisesauce og andre fede retter et […]
Amatørkokke ser stort på fedtprocenterne. Nu vil de lære at lave fed gourmetmad til at imponere familien med om lørdagen.
En omgang æg og smør lyder ikke umiddelbart som den mest oplagte spise i en tid, hvor sundhedsapostle nærmest falder over hinanden på tv og i aviser.
Alligevel er bearnaisesauce og andre fede retter et hit, når vi skal imponere børn og ægtefæller ved middagsbordet.
På aftenskoler er der ligefrem ventelister til kurser i luksusmad, hvor der ikke bliver skelet til, hvor mange kalorier maden indeholder.
“Folk står på venteliste til de kurser, vi kalder ‘Kokkens Favoritter’. Lige nu har vi ti hold. Men hvis kokke ikke var så svære at hyre, fordi de jo gerne arbejder om aftenen, så kunne vi sagtens lave flere hold,” siger Kristine Madsen, der er viceforstander og fagkonsulent hos aftenskoleudbyderen FOF i Århus.
Den samme melding kommer fra FOF i Odense, hvor man i år har været nødt til at oprette et ekstra madhold for finere madlavning. Her bliver der ikke talt om fedtprocenter, men om at lave god mad fra grunden.
“Folk er blevet meget kvalitetsbevidste, og de æder ikke så meget mere, men vil gerne have mindre retter som er lækre og ordentligt lavet,” siger Karsten Hansen, der er kok og aftenskolelærer på FOF i Odense.
Én af de retter kursisterne er mest opsatte på at lære sig er den fede bearnaisesauce.
“Sovsen vækker en begejstring af ekstravagant smag. Der er et element af blærerøv over at kunne diske op med en hjemmerørt bearnaise,” siger rektor i Meyers Madhus, Bo Frederiksen, til Nyhedsbureauet Newspaq.
“I en tid, hvor der er stor fokus på sundhed, så holder folk meget af at spise bearnaise. Det er jo en super luksuriøs sovs, der udelukkende består af smør og æg,” lyder det fra Bo Frederiksen, der står i spidsen for madhusets kokkeskole.
Både på FOF i Odense og Århus oplever de, at kursisterne tager kurserne i den fede, ufornuftige mad som et afbræk i hverdagen.
“Folk bruger det som et restaurantbesøg. Det er noget særligt. Eneste forskel er, at her får man selv lov at hjælpe til i køkkenet,” siger Kristine Madsen.
Du kan tilmelde dig vores nyhedsbrev her på siden til højre.