Kultur

Historiske dokumenter fra 1871 fundet hos Verdo Vand – vigtig viden om vandforsyningen i Randers sikret for fremtiden

Under en større digitalisering og oprydning hos Verdo Vand i Randers Kommune er en række historiske dokumenter dukket op, som nu kaster nyt lys over kommunens vandforsyningshistorie. De ældste dokumenter går helt tilbage til 1871 og indeholder detaljerede tegninger af vandledninger, planer for opførelse af vandværker og strategiske beslutninger, der gennem årene har haft afgørende betydning for vandforsyningen i kommunen.

Historiske dokumenter fra 1871 fundet hos Verdo Vand – vigtig viden om vandforsyningen i Randers sikret for fremtiden
Foto: Verdo - Ebbe Aare Jensen fra Verdo Vand (i midten) overdrager de gamle dokumenter til Folmer Luther Christensen og Tina Knudsen Jensen fra Stadsarkivet.
Af Dinny Eriksen 12. marts 2025

Fundet er en direkte konsekvens af Verdo Vands igangværende digitaliseringsprojekt, hvor gamle papirer og kort bliver omdannet til digitale filer. Det sikrer både en mere sikker opbevaring og en lettere adgang til vigtig viden for nuværende og kommende medarbejdere.

Ebbe Aare Jensen, leder af oprydningsprojektet hos Verdo Vand, forklarer:

”Vi er i gang med at modernisere og effektivisere vandforsyningen, og det er så i den forbindelse, at hele den lange historie, der ligger til grund for vores vandinfrastruktur, folder sig ud.”

Stor glæde hos Randers Stadsarkiv

Han glæder sig samtidig over, at Randers Stadsarkiv nu overtager materialet, som oprindeligt blev bevaret, fordi Verdo Vand tidligere var Randers Kommunale Værker og dermed har pligt til at videregive dokumenterne til kommunens arkiv.

Hos Randers Stadsarkiv er der stor begejstring over at modtage det historiske materiale. Arkivleder Tina Knudsen Jensen udtaler:

”De historiske dokumenter, især de tekniske tegninger og gamle bykort, er ikke kun af stor værdi for historikere, men også for borgere, der ønsker at forstå byens vækst og udvikling gennem tiderne.”

De historiske kort og tegninger er fortsat yderst relevante for Verdo Vand og kommunens forvaltning. De anvendes blandt andet til at vurdere, om kommunale vandledninger ligger på private ejendomme, hvilket er essentielt i forbindelse med bygge- og gravearbejder rundt omkring i kommunen.

Det digitaliserede materiale vil snart blive offentligt tilgængeligt på hjemmesiden arkiv.dk, hvilket sikrer, at både fagfolk og borgere nemt kan få adgang til denne vigtige del af Randers lokale historie.

Foredrag i Hobro: Hør den fascinerende historie om Novo-brødrene og deres søster

Læs også: Foredrag i Hobro: Hør den fascinerende historie om Novo-brødrene og deres søster

Harerne finder nyt hjem i byens betonjungle

Læs også: Harerne finder nyt hjem i byens betonjungle

Tilmeld dig vores nyhedsbrev