100 år er gået, siden kvinder fik ret til at stemme og stille op som kandidater ved lokale valg.
Dengang i 1909 blev det fejret ved at kvinderne gik i optog i hvide kjoler til Amalienborg.
Nu, 100 år senere, blev 100-året for kvinders valgret fejret 1. november på skiftedag af en stor gruppe kvindelige kandidater der stiller op til valget til byråd og region 17. november.
Seks kvindelige lokalpolitikere fra Randers deltog:
Karen Lagoni, Susanne Koch, Fatma Cetinkaya, Pia Moldt, Susanne Larsen og Ellen Petersen.
Med opfordringer til at slukke for kødgryden og tag skeen i den anden hånd gik de i optog i hvidt tøj kl. 15 fra Århus Banegård, ned gennem Strøget og til Kvindemuseet, idet de uddelte løbesedler hvor der bl.a. stod Spørg ikke hvad samfundet kan gøre for kvinder vis, hvad kvinder kan gøre for samfundet.
Her blev kvinderne modtaget af museumsdirektør Merete Ipsen, som fortalte om de barrierer kvinder stødte på, da valgretten for kvinder blev diskuteret og til sidst vedtaget for 100 år siden.
Derefter var der et talerprogram, som blev ledet af Iben Sønderup, folketingskandidat og forkvinde for Ligestillingsnetværket, Socialdemokraterne Region Midtjylland.
Der var taler af Kirsten Brosbøl, MF, tidligere ligestillingsordfører for Socialdemokraterne og nu forskningsordfører, og af Britta Thomsen, MEP, formand for den socialdemokratiske gruppe i Udvalget for Ligestilling og Kvinders Rettigheder i Europa-Parlamentet.
Kvinderne udtrykte på forskellig vis, at det er vigtigt, at kvinders livserfaringer kommer ind i de politiske beslutningsprocesser, sådan at demokratiet ikke kun bygger på mænds erfaringer. Derfor er det godt at stemme på en kvinde til byråds- og regionsrådsvalget 17. november.
Mødet sluttede kl. 17.30 så var det tid til at vende hjem til kødgryderne med skeen i den anden hånd.