Nyheder

Hele landet fejrer økologien: Høstmarked i weekenden

Traktortur, pluk-selv-æbler, halmleg, levende musik og fællesspisning ved langborde. Det er blot nogle af de mange aktiviteter, der venter denne weekend, når økologiske gårde landet over slår dørene op til det årlige Økologisk Høstmarked den 6. og 7. september.

Dinny Eriksen
Af Dinny Eriksen 5. september 2025

Oplevelser fra jord til bord helt gratis

Arrangementet er gratis og åbent for alle, og både børn og voksne inviteres til at opleve hverdagen på gårde, hvor produktionen foregår uden sprøjtegifte og kunstgødning, og hvor dyrevelfærd står centralt.

Økologi med vision

En af årets nye værter er Pilegård Cideri på Bornholm, som byder indenfor lørdag den 6. september kl. 10–14. Medejer Johan Wolff Kragerup fortæller, at deres tilgang bygger på en klar vision:

”Vi bliver nødt til at kigge ind i en fremtid, hvor vi passer bedre på områderne omkring os. For os klinger det rigtigt godt med at have mindre lokale jordbrug, mere diversitet og større områder, som ikke er monokultur, men som bliver dyrket fri fra pesticider og andre giftstoffer med så stor diversitet som muligt,” siger han til fagmediet økonu.dk.

Økologiske værdier i fokus

Hos Økologisk Landsforening glæder man sig til at fejre årets høstmarkeder sammen med de mange besøgende. Adm. direktør Rasmus Prehn understreger, at arrangementerne giver mulighed for at møde producenter, som har en særlig tilgang til både natur og dyr:

”Økologisk Høstmarked er en weekend, hvor vi fejrer, at de lokale, økologiske råvarer er gode for hele samfundet. Økologerne skåner nemlig natur, vandløb og grundvand for mødet med sprøjtegifte.”

Søndag den 7. september kl. 12–13 holder han oplæg på Svanholm Gods om økologiens rolle i fremtidens landbrug.

26 værter over hele landet

I alt 26 gårde står klar som værter i år. Her kan gæster opleve alt fra ponyridning, hyrdehundeopvisning og lammesafari til høstværksteder, hvor børn kan lave frøbomber eller presse deres egen most.

Blandt værterne er blandt andet:

  • Nordjylland: Lille Østergaard Økologi i Brønderslev, som har holdt høstmarked i over 30 år, samt Naturbruget Tranum ved Brovst, der er ny vært.
  • Midt- og Vestjylland: Højbo Biogrønt i Brande med biodynamiske grøntsager og Tinnetgaard i Vonge med spiselig have.
  • Østjylland: Andelssamfundet Hjortshøj, Kalø Økologiske Landbrugsskole og Linser for Livet i Hornslet.
  • Fyn: Dreyers Økologiske Landbrug i Odense og Nørregård i Aarup.
  • Sjælland: Grantoftegaard i Ballerup, Grennessminde i Taastrup, Oringe Gartneri i Vordingborg samt Svanholm Gods i Skibby.
  • Bornholm: Pilegård Cideri i Allinge, der er med som ny vært.

Den fulde liste med alle 26 værter kan ses på Økologisk Landsforenings hjemmeside.

En weekend i fællesskabets tegn

Økologisk Høstmarked er ikke blot en fejring af årets høst, men også en mulighed for at komme tæt på de mennesker, der driver de økologiske gårde. Det handler om at dele oplevelser, styrke fællesskabet og skabe bevidsthed om, hvordan landbruget kan være med til at beskytte naturen og sikre en bæredygtig fremtid.