Nyheder

HEDDER DIN FARMOR GERDA? SÅ SKAL DU MÅSKE ADVARE HENDE

Redaktion
Af Redaktion 9. august 2021

.
Vi har flere gang advaret mod falske bankfolk, som kontakter især ældre for at franarre dem kreditkort eller personlige oplysninger. Og nu er den gal igen.

Alene den seneste uge har vi haft seks sager, hvor ældre kvinder er blevet udsat for den samme form for bedrageri:

Kvinderne, som alle er mellem 77 og 91 år, blev ringet op af en mand, som påstod at han var fra banken. Han forklarede, at der var blevet hævet et større beløb på kvindens konto, og at hun derfor skulle have et nyt kort hurtigst muligt.

Manden i telefonen tilbød derefter at sende en medarbejder ud for at hente kortet. Kvinderne har derefter udleveret kortet til den mand, som mødte op på deres adresse i den tro, at han ville hjælpe dem med at få kortet spærret.

Det lidt specielle i disse seks sager er, at alle kvinderne hed Gerda. Vi har derfor grund til at tro, at disse bedragere går målrettet efter personer med navne, som er typiske for lidt ældre borgere.

Vi opfordrer derfor alle til at tage en snak med jeres ældre familiemedlemmer – både Gerda’er og andre – om denne fremgangsmåde og om, hvordan de kan undgå at blive snydt.

En bankmedarbejder vil aldrig bede om pinkode, NemID eller andre lignende personfølsomme oplysninger, og de vil ikke møde op for at afhente et kreditkort.

Hvis du bliver ringet op af banken og er i tvivl, kan du evt. bede vedkommende om at oplyse sit navn og den afdeling, han er ansat i.

Læg på og ring så selv op til din banks hovednummer og spørg efter vedkommende. På den måde kan du få afklaret, om vedkommende vitterligt er ansat i banken.

Hvis du bliver kontaktet af falske bankfolk, hører vi gerne fra dig på tlf. 114 – også hvis de ikke fik held med deres foretagende. Det kan nemlig også være væsentlig viden for vores efterforskere.

// Østjyllands Politi