“100.000 kroner årligt er rigtig mange penge. Vores problem er, at de tre statsejede isbrydere ikke kan kommer herind. Pengene kunne vi godt bruge til noget andet,” siger havnedirektør John Morgen, Randers, til Byen.nu.
“Vi har vores egen isbryder, Jens Ove, og den er stor nok til isbrydning i havn og Randers Fjord”, tilføjer John Morgen.
Det billede synes generelt:
“Der har ikke været is i de danske farvande siden 1996. Havnene har desuden selv bugser- og servicebåde med stor motorkraft, der kan holde havnene sejlbare. Isbryderne er et fortidslevn, siger Danske Havnes formand Uffe Steiner Jensen.
Årlig udgift – is eller ej
De danske havne betaler alle et årligt “abonnement” for at statens tre isbrydere Danbjørn, Isbjørn og Thorbjørn, som ligger i Frederikshavn, bryder isen, når der er behov. For Randers Havn koster det ca. 100.000 kroner, men der har ikke været brug for isbryderne siden 1996.
“Vi vil gerne betale for en service og en ydelse, men den ydelse får vi ikke, og måske kan det gøres anderledes”, siger John Morgen.
Havnedirektøren lægger ikke skjul på, at de mange penge kunne bruges bedre:
“Generelt har Randers Havn store investeringsplaner, og så kunne pengene bruges fornuftigt her”, tilføjer han.
Jens Ove
Jens Ove er fra 1981, den er en kombineret isbryder og slæbebåd, og den er betalt. Udgifterne til Jens Ove går til løbende vedligeholdelse.
“Jens Ove har vi til forskellige opgaver og hvis der kommer en isvinter. Den kan bryde is op til godt 50 centimeters tykkelse, men den bruges ikke meget”, erkender John Morgen.
Når det bliver tid at udfase Jens Ove, kan havnedirektøren godt forestille sig, at der kun vil blive brug for en mindre isbryder og slæbebåd.
I isvinteren 1996 holdt Jens Ove havn og fjord sejlbar ved tre måneder i træk at bryde isen op til 10 timer i døgnet.
Af Henrik Lykke Jensen
Du kan tilmelde dig Byen.nu’s nyhedsbrev her på siden til højre.