Det internationale har i mange år været et indsatsområde på Handelsgymnasiet Minerva, og siden afdelingen Minervavej 57 for fire år siden oprettede den internationale studieretning på hhx er den internationale profil blevet endnu skarpere.
Skolen har med den internationale klasse et tilbud, der er ideelt til elever, som gerne vil være rigtig gode til fremmedsprog og opnå større international forståelse.
På den internationale studieretning er der studieture til udlandet hvert år, ligesom skolen jævnligt har besøg af gæstelærere og udvekslings-elever fra udlandet. I efteråret 2009 var 2.d-klassen på et tre ugers studieophold i USA, mens 3.d var på en 10 dages studietur til Tyskland.
På college i Harrisburg
Eleverne fra 2.d boede næsten 3 uger i Harrisburg Pennsylvania, hvor de gik på et amerikansk college og var indkvarteret privat. De fik stort fagligt udbytte af opholdet, bl.a. fordi de var nødt til at tale engelsk stort set hele tiden.
USA-turen omfattede desuden en udflugt til Washington og to dage i New York. I Harrisburg og omegn besøgte eleverne en række virksomheder samt Amish-folket, som lever i Lancaster-området helt uden el og moderne teknologi. De fleste elever er enige om, at besøget i New York var det mest spændende, men de synes også, det var spændende at bo hos en amerikansk familie.
Det var alt sammen ligesom i amerikanske film. De fleste unge har deres egen bil og kører allerede selv som 16-årige. Alt er større end herhjemme: Deres huse, deres supermarkeder og deres madportioner, fortæller Louise Larsen, der i øvrigt blev 18 år, mens hun var i USA.
Det ægtepar, jeg boede hos, havde en pige på 16 og en dreng på 18 år, og familien var ikke typisk amerikansk. De spiste fx ikke færdigretter, men lavede selv deres mad. De var ikke-troende og vidste i modsætning til de fleste amerikanere en del om Danmark og Skandinavien, siger Louise.
Studietur til Überlingen og Berlin
3. d-klassen, som i dette skoleår har været på studietur til Tyskland, besøgte først Überlingen ved Bodensee og derefter hovedstaden Berlin.
I Überlingen gik eleverne på en tysk handelsskole sammen med tyske elever og var ligesom på USA-studieturen indkvarteret privat.
Randers-eleverne havde hjemmefra læst bogen Der Vorleser/The Reader og set filmen med Kate Winslet som den tyske kz-fangevogter, der skjuler en hemmelighed større end en krigsforbrydelse. Dette kontroversielle tema skulle de debattere med de tyske elever.
Tyskerne har i de senere år fået et andet forhold til 2. verdenskrig. De tør tale åbent om det, der skete, og uden at det bliver pinligt, siger 3. ds tysklærer og international koordinator Jette Toftdahl, der deltog i studieturen til Tyskland sammen med de 20 Randers-elever.
Tyskere er generelt mere høflige og hensynsfulde og i det hele taget mere formelle end danskere. Det gælder både unge og voksne, fortæller Mia Thyregod Madsen, 3.d, og hun tilføjer:
I klassen i Überlingen var der en del uro, og der herskede ikke den disciplin, som vi havde forventet. Eleverne virkede faktisk mere modne uden for klasseværelset, men alle – også lærerne og forældrene – var meget flinke.
Udveksling i maj 2010
Elever og lærere fra Minervas to samarbejdsskoler i Harrisburg og Überlingen vil besøge Danmark og Handelsgymnasiet Minerva til maj 2010.
Formålet med den internationale studieretning er at uddanne unge mennesker fra at være internationalt orienterede til at være internationalt engagerede med forståelse for og accept af fremmede kulturer. Eleverne skal kunne sætte denne viden ind i en virksomhedssammenhæng og efter endt uddannelse kunne begå sig og samarbejde internationalt, siger Christian Søndergaard, den anden af de to internationale koordinatorer på Handelsgymnasiet Minerva.
Fakta om den internationale studieretning på hhx
* Handelsgymnasiet Minerva, Minervavej 57, har siden august 2005 tilbudt den internationale studieretning på den 3-årige hhx (handelsgymnasiet).
* Elever på den internationale studieretning har to eller tre sprogfag på højniveau.
* Hovedvægten er lagt på sprog, international handel og kultur i samarbejde mellem sprogfag, afsætning, samtidshistorie og international økonomi.
* Engelsk A er obligatorisk ligesom på de øvrige studieretninger. Desuden kan de internationale elever vælge sprogkombinationer med spansk eller fransk på A-niveau og tysk på B- eller A-niveau.
* Hvert år arrangeres studieture til udlandet: 5 dage til England det første år, 3 uger til USA det andet år og 10 dage til Tyskland det tredje år.
* De internationale studieretninger kan føre til sprogstudier på universitet eller handelshøjskole, kombinationsuddannelser med sprog og økonomi på universitet eller handelshøjskole eller til en praktikplads i en virksomhed med eksport/import.
Foto: Nogle af de internationale elever på Handelsgymnasiet Minervavej 57. Fra venstre ses Janni Gammelholm, 2.d, Louise Larsen, 2.d, Julie Prang, 2.d, Anne Sofie Torstensson, 3.d, Katrine Wilkenschildt, 3.d, Julie Arnold, 3.d og Mia Thyregod Madsen, 3.d.
Du kan tilmelde dig Byen.nu’s nyhedsbrev her på siden til højre.