Nyheder
Hadsten: en by i Randers og omegn
.Hadsten er med sine 8.325 indbyggere den største by i Favrskov kommune. Faktisk har befolkningstallet været stødt stigende i byens over 150 år lange levetid, og det er der heller ikke noget at sige til. Byen er nemlig både hyggelig men har også mange tilbud, som bliver løftet af lokalmiljøet. Byen ligger placeret lige i […]
.
Hadsten er med sine 8.325 indbyggere den største by i Favrskov kommune. Faktisk har befolkningstallet været stødt stigende i byens over 150 år lange levetid, og det er der heller ikke noget at sige til. Byen er nemlig både hyggelig men har også mange tilbud, som bliver løftet af lokalmiljøet.
Byen ligger placeret lige i smørhullet mellem to storbyer; nemlig Randers nordpå og Århus i syd. Tre gange i timen er der direkte togforbindelse til både Randers og Århus, og det er derfor nemt at bevæge sig rundt imellem byerne – selv hvis du ikke har bil.
En både lille og stor provinsby med højt til loftet
Det unikke ved Hadsten er byens form, der både giver dig lidt af storbyens rus samtidig med, at det hyggelige naboskab, der normalt kendetegner de mindre byer stadig er velbevaret.
Flere uddannelsesinstitutioner hører til her i byen – bl.a. Hadsten Højskole, Favrskov Gymnasium og Den Jydske Håndværkerskole. Sidstnævnte er en teknisk skole med årligt op imod 4500 elever, og det unikke ved uddannelsen er, at de udbyder uddannelser som fx plastmager og kølemontør – uddannelser, du ikke kan tage andre steder.
Inde i midtbyen finder du mange hyggelige detailhandler og masser af indkøbsmuligheder, ligesom flere små- og mellemstore produktions- og servicevirksomheder hører til her i byen. I det hele taget har byen et godt iværksættermiljø, og tilbage i 2012 blev Favrskov kommune faktisk kåret til Årets iværksætterkommune. Dette kan måske skyldes, at Østjysk Iværksættercenter har sit hovedsæde netop her i byen, hvor du kan få vejledning om stort og småt inden for iværksætteri.
Er du kirkegænger, så kan du glæde dig over, at byen huser hele to kirker; Sankt Pauls Kirke i midtbyen og Over Hadsten Kirke i syd, der også er byens ældste. Men kirkerne er langt fra de eneste kulturelle tilbud, du finder i Hadsten. Du kan nemlig også få glæde af både Hadsten Kulturhus Sløjfen og Hadsten Bio, hvor sidstnævnte faktisk drives af frivillige.
En familievenlig by, der stadig bliver mere populær
Den gode beliggenhed er klart noget af det, der trækker flere børnefamilier til byen. Samtidig er der masser af gode pasningsmuligheder for de små poder – bl.a. Hadsten Naturbørnehave, hvor dit barn kan få naturen og udelivet helt tæt på. For de ældre børn er der desuden flere folkeskoler at vælge imellem i byen. Det er derfor helt sikkert, at børnene vil trives i det lokale bymiljø, hvor der ikke er langt til den nærmeste skolekammerat – og hvor skolegangen evt. kan fortsætte på det lokale gymnasium.
Derudover ligger Lilleåparken placeret tæt på byens hovedgade, og her kan du nyde lange og hyggelige gåture ude i det fri, så hjernen kan få ilt efter en lang arbejdsuge. Har du tid til at rive en eftermiddag ud af kalenderen, kan du i sommerperioden tage familien med ud til den nærliggende by Selling, hvor I kan plukke jordbær.
Der er derfor masser af gode grunde til at aflægge et besøg i Hadsten, der har noget for enhver smag.