Nyheder

Grøntsagskoncert – tag dit eget kaffekrus med til koncert

Redaktion
Af Redaktion 15. marts 2024

Gennem mere end 30 år har Randers Kammerorkester hver sæson spillet gratis Grøntsagskoncerter i Helligåndshuset lørdag kl. 11.00. Det er en fast tradition, at der er gratis kaffe til publikum. Kaffen, musikken og den afslappede stemning er hver gang en særlig oplevelse.

Lørdag den 16. marts 2024 kl. 11.00 er der igen Grøntsagskoncert i Helligåndshuset. Randers Kammerorkester tænker på miljøet og opfordrer derfor publikum til selv at tage kaffekrus med til den kaffe, der som sædvanligt er gratis.

Der er også fri entré til koncerten, hvor fire strygere fra Kammerorkestret spiller musik fra repertoiret.