Kultur

Gratis julegaver til børn på Randers Bibliotek

Lokalt initiativ fra Randers Realskole skaber juleglæde og støtter bæredygtighed

Søren Greve
Af Søren Greve 17. november 2025

Julen bliver lidt lysere for mange børnefamilier i Randers i år. Hele december frem til juleaften kan man nemlig hente gratis julegaver til børn på Hovedbiblioteket i Randers. Gaverne er doneret af elever fra Randers Realskole, der har ryd­det ud i skabe og skuffer for at give brugte ting videre i bæredygtighedens ånd.

Fire meter juletræ fyldt med gaver

I bibliotekets store glaspyramide bliver et fire meter højt juletræ pyntet med indpakkede gaver til børn i alle aldre. På hver pakke står aldersgruppe og – hvis det er relevant – hvilket køn, gaven vurderes at passe til.

Der kan være alt fra tøj og legetøj til spil, smykker og andre gode sager, som kan få nyt liv i en ny familie.

”Vi vil gerne lære vores elever at tænke på den grønne omstilling, genbrug og på at gøre noget godt for andre. Derfor har vi bedt dem om at grave dybt i skabene og finde nogle fine ting, som de gerne vil give videre,” siger Gitte Evendorff Andersen fra Randers Realskole.

En del af bibliotekets bæredygtige arbejde

På Randers Bibliotek passer initiativet perfekt ind i de mange bæredygtige projekter, biblioteket arbejder med – blandt andet efter bibliotekets verdensmålscertificering i 2024.

”Verdensmålene handler jo om meget mere end genbrug; blandt andet om mindre ulighed. Vi tror på, at mange små handlinger er med til at flytte noget i længden. Lige nu håber vi bare, at en masse børn oplever både glæden ved at give og få i den juletid, der kan være fantastisk for mange og udfordrende for andre,” siger Jens Sørensen, verdensmålsansvarlig på Randers Bibliotek.

Børn hjælper børn

Initiativet ”Børn hjælper børn” begynder allerede i november, når eleverne indsamler ting, de ikke længere bruger. Og tanken bag giver mening, fortæller flere af børnene.

”Hvis man har noget, man ikke længere bruger, så kan man lige så godt give det til andre, der kan få mere glæde af det,” siger 11-årige Josefine Brock Mostrup fra 5.D.

”Det er også godt at give noget til dem, der måske ikke har råd til at købe så meget,” supplerer Frederikke Friis Andersen, også fra 5.D.

Hent gaver frem til 23. december

Gaverne kan hentes gratis hver dag i den betjente åbningstid fra mandag den 1. december til og med tirsdag den 23. december – eller så længe der er pakker under træet.

Der stilles ingen krav til familiers økonomiske situation, men både biblioteket og skolen opfordrer til, at man benytter tilbuddet med omtanke, så gaverne når ud til de børn, der har allermest brug for dem.