Alarm 112
GPS fangede tyvene: Tre mænd anholdt for omfattende metaltyveri i Ulstrup
Mandag aften kl. 19.15 blev Østjyllands Politi kontaktet af en medarbejder på genbrugsstationen i Ulstrup. Genbrugsstationen havde igennem en periode oplevet gentagne tyverier af metal og valgte derfor at placere GPS-trackere i genstande, som de frygtede kunne blive stjålet.
Ifølge politiet kunne genbrugsstationen på videoovervågning se, at tyvene flere gange var kørt ind på pladsen umiddelbart efter andre borgere havde afleveret metalskrot. Herefter tog de metallet med over i deres egen bil og forlod stedet. Genbrugsstationen vurderer, at der i alt er stjålet flere hundrede kilo metal.
Spor førte til Silkeborg
Tidligere på dagen mandag forsvandt en kasse med indbygget GPS-tracker. Via systemet kunne genbrugsstationen følge kassens placering og videregav oplysningerne til politiets vagtcentral. Den ansatte havde samtidig gennemgået overvågningen og kunne oplyse nummerpladen på den bil, der blev brugt til tyveriet.
Politiet sendte patruljer til en adresse i Silkeborg, hvor trackeren viste sig at befinde sig. Kort efter ankom en bil med den pågældende nummerplade til stedet.
Læs også:
Tre mænd sigtet
I bilen befandt sig tre mænd på henholdsvis 23, 26 og 30 år. De blev straks sat ind i patruljebilerne, mens politiet ransagede adressen.
Ved ransagningen fandt betjentene flere ruller kabler og kasser med genstande fra genbrugsstationen – blandt andet den kasse, hvori GPS-trackeren var placeret.
Alle tre mænd blev anholdt og sigtet for tyveri af metaller.
Læs også: