Nyheder

Giv 4 timer og få en oplevelse for livet

Giv 4 timer og få en oplevelse for livet

Giv 4 timer og få en oplevelse for livet
10. januar 2022
Af Redaktion

Af Carina Kondrup

Brug for 400 frivillige til Europæisk Folkemøde i Mariager

Når verdens første Europæiske Folkemøde til sommer løber af stablen 25.- 28. august i Mariager, bliver det ikke bare med deltagelse af borgere og politikere fra 43 nationer, men også med en kæmpe stab af lokale frivillige.
Det fortæller chefkoordinator af frivillige ved “Political Festival of Europe”, Jens Lykke.

Ikke bare byen, men hele området og kommunen kommer til at syde af liv og stemning, og med forventning om op til 25.000 gæster over de i alt 3 dage, bliver der behov for rigtig mange frivillige hænder, hvis alt skal lykkes og Mariager-mødet blive en succes.

Eftersom det er første gang i historien, at byen skal være vært for så stort er arrangement, er der jo heller ikke de store erfaringer at bygge på, men vi har allieret os med erfarne folk fra Folkemødet på Bornholm og Kulturmødet på Mors, så vi ved, hvor det er, udfordringerne kan opstå, fortsætter han. Desuden er der et tæt samarbejde med Smuk Fest i Skanderborg.

Det er således helt afgørende, at fx kommunikation, logistik og praktik er i top, og derfor får vi brug for rigtig mange frivillige hænder og hoveder. Vi skal bruge folk til både opsætning og afvikling af de over hundrede arrangementer, der er på programmet, ligesom der skal bruges folk til servicering af gæster, vejvisning, parkering, brandvagt, affaldshåndtering og oprydning mm. – i alt et sted mellem 350 og 400 personer.
Der er ingen krav til de frivillige – kun at de er villige til at give 4, 8 eller 12 timer i løbet af de 3 dage.

Til gengæld tør vi godt love de frivillige en mega-oplevelse for livet, – tænk at have været med til at arrangere verdens første europæiske folkemøde, – det bliver både drønspændende og sjovt, garanterer Jens Lykke, der til organiseringen af de mange frivillige assisteres af Finn Christensen, Jane Grøn, Søren Wilkens og Mikkel Skovsbo.

Der er ikke nogen egentlig løn for at give nogle “fritimer” til folkemødet, men alle får både mad og drikke, ligesom alle frivillige bliver inviteret til en brag af en “frivillig-fest” i efteråret 2022.

Et halvt hundrede frivillige har allerede givet tilsagn om at medvirke, men vi skal bruge mange flere, fortsætter Jens Lykke, og er man bare en lille smule interesseret, er der mulighed for både at tilmelde sig eller bare høre mere om mulighederne onsdag 2. februar, hvor Political Festival of Europe, der er folkemødets officielle navn, inviterer alle interesserede til orienteringsmøde på Det gamle Rådhus på Torvet i Mariager.

På mødet vil vi gå lidt mere i detaljer med, hvor mange, vi forestiller os, der skal bruges til de forskellige opgaver, og selvom man måske ikke lige kan se, hvad man kan bidrage med, så kik forbi alligevel – for jeg er helt sikker på, at vi får brug for alle de hænder og hoveder, der har lyst, så vi sammen kan vise hele resten af Europa, at Mariager, Mariagerfjord og Danmark kan noget helt særligt, som vi gerne deler med dem alle.

Europæisk Folkemøde info-træf for FRIVILLIGE 2022 – ONSDAG 2. Februar kl 17.00 – 19.00 på Det Gamle Rådhus i Mariager. Political Festival of Europe er på mødet vært med lidt spiseligt og en en forfriskning

Og tag meget gerne nogle venner eller din familie med – at være frivillige sammen – gør det jo til en fælles oplevelse, – og kan du/I ikke denne dag, så kik forbi Det gamle Rådhus i Mariager eller ring, mail, skriv til en af frivillige koordinatorerne fx Jens Lykke på 29231818

Almost AC/DC bringer alle de legendarisk hits til live hos Tante Olga

Læs også: Almost AC/DC bringer alle de legendarisk hits til live hos Tante Olga

Tilmeld dig vores nyhedsbrev