Nyheder
Genanvendelsesbranchen advarer: “Bevar den fælles affaldssortering”
Industrien frygter lavere kvalitet og spildte investeringer, hvis kommunerne får frie rammer
Danske virksomheder i genanvendelses- og ressourceindustrien advarer mod at ændre de nuværende regler for affaldssortering. Ifølge branchen vil Liberal Alliances forslag om mere lokale løsninger skabe forvirring, øge omkostningerne og forringe kvaliteten af det materiale, der genanvendes.
Store investeringer på spil
De seneste år har virksomheder i hele landet investeret massivt i ny teknologi til sortering og genanvendelse. Den indsats risikerer ifølge branchen at blive spildt, hvis Danmark bevæger sig væk fra den fælles model for kildesortering, der blev aftalt i Folketinget i 2020.
Ordningen sikrer, at borgerne sorterer ens på tværs af landet – og at materialerne forbliver rene nok til at kunne bruges i nye produkter.
– Hvis man ændrer den nuværende ordning, så kommunerne hver især får lov at bestemme deres egne systemer, vil det ikke alene skabe forvirring for danskerne, det vil også undergrave erhvervslivets muligheder for at genanvende materialerne. Uden ensartet kildesortering vil resultatet blive flere urene materialestrømme, og det fordyrer hele processen og kvaliteten, siger Christina Busk, miljøpolitisk chef i Plastindustrien.
Læs også:
Risiko for ringere genanvendelse
Erfaringer fra både Danmark og udlandet viser, at materialer som plast mister kvalitet, hvis de først bliver sorteret centralt efter at have været blandet med restaffald. Det betyder, at de i mange tilfælde ikke kan bruges i ny produktion.
Derfor skaber Liberal Alliances ønske om at forlade den fælles affaldsaftale bekymring i industrien.
Opråb til politikerne
Både Plastindustrien og Affalds- og Ressourceindustrien (ARI) opfordrer Folketingets partier til at holde fast i den ensartede kildesortering og de rammer, der blev fastlagt i aftalen fra 2020.
– Vi forstår godt ønsket om lokal fleksibilitet, men hvis man vender ryggen til fakta og de faglige anbefalinger, risikerer man at smide både investeringer, viden og klimafordele på forbrændingen. Hvis vi vil passe på vores ressourcer og sikre, at danske materialer bliver genanvendt i nye kvalitetsprodukter, er kildesortering den bedste løsning, siger Niels Bukholt, sekretariatschef i ARI.
En opfordring til at tænke langsigtet
Branchen understreger, at stabilitet og ensartede regler er afgørende for at bevare tilliden til den grønne omstilling. Ændres systemet, frygter virksomhederne, at det vil bremse udviklingen og sende Danmark flere skridt tilbage i kampen for en mere bæredygtig affaldshåndtering.
Læs også: