Helbred
Garant-millionen sætter fokus på spilafhængighed
Sparekassen Kronjylland inviterer borgere til at indstille projekter, der kan forebygge og bekæmpe ludomani
Sparekassen Kronjylland har åbnet for indstillinger til næste runde af Garant-millionen. Denne gang er temaet kampen mod spilafhængighed, og både store og små initiativer kan søge støtte.
Vil hjælpe dem, der rammes af ludomani
Spilafhængighed rammer ikke kun den enkelte, men også familie og netværk. Derfor ønsker Sparekassen at støtte projekter, der forebygger, behandler eller oplyser om problematikken.
– Vi ser, hvordan ludomani kan ødelægge både økonomi og familieliv. Derfor vil vi gerne støtte de mange gode initiativer og organisationer, der tager hånd om problemet, siger Marlene Bay Møller, områdedirektør for HR og Kommunikation i Sparekassen Kronjylland.
Læs også:
Fra foreninger til professionelle tilbud
Støtten kan gå til alt fra professionelle organisationer, der arbejder med behandling og oplysning, til lokale foreninger, som sætter fokus på spilafhængighed.
– Det kan for eksempel være en idrætsforening, der vil holde en informationsaften for medlemmerne. Der er mange muligheder, så længe initiativet på en eller anden måde bidrager til at bekæmpe spilafhængighed, siger Marlene Bay Møller.
Baggrund i national debat om betting
Garant-millionen uddeles tre gange om året med forskellige temaer. Valget af netop spilafhængighed følger Sparekassens engagement i den aktuelle debat om pengespil. I starten af september opfordrede banken blandt andet politikerne til at begrænse reklamer for betting i sport.
– Sideløbende med, at vi arbejder for at beskytte især unge mod massiv eksponering for betting, vil vi gerne støtte dem, der hver dag gør en forskel i vores lokalsamfund, understreger Marlene Bay Møller.
Frist for indstillinger
Alle Sparekassen Kronjyllands 38.000 garanter kan indstille initiativer til denne runde af Garant-millionen. Fristen er mandag den 27. oktober 2025, og indstillinger sker via sparkron.dk.
Læs også: