Natur

Frivillige samlede 1339 kilo skrald i Randers Kommune

Danmarks Naturfredningsforenings årlige affaldsindsamling fik omkring 200.000 danskere ud med sække og gribetænger

Søren Greve
Af Søren Greve 9. maj 2026

Der blev fundet alt fra plastikposer og cigaretskod til stegepander, støvsugere og fyldte hundeposer, da danskerne i april deltog i Danmarks Naturfredningsforenings årlige affaldsindsamling.

I Randers Kommune blev der samlet og registreret 1339 kilo affald. Det er mere end sidste år, hvor der blev registreret 1156 kilo i kommunen.

På landsplan deltog omkring 200.000 danskere i indsamlingen, og tilsammen blev der samlet mere end 120 ton affald i løbet af en uge.

Skoler, dagtilbud og borgere hjalp til

Affaldsindsamlingen fandt sted i uge 16 fra den 13. til 19. april. Her deltog skoler, dagtilbud, virksomheder, foreninger og privatpersoner fra hele landet.

Ifølge Danmarks Naturfredningsforening er det reelle tal for indsamlet affald sandsynligvis endnu højere, fordi ikke alle deltagere har meldt deres resultat ind.

“Det er tankevækkende, at vi på en enkelt uge kan samle så meget affald i naturen, og det viser, at vi stadig har et kæmpe problem. Jeg mener, at vi som samfund simpelthen producerer for meget affald, og så længe vi gør det, vil vi desværre nok blive ved med at finde affald efterladt i naturen og på gaden,” siger Maria Reumert Gjerding, præsident i Danmarks Naturfredningsforening.

Storm og sne kan have spillet ind

Årets landsresultat er markant højere end sidste år, hvor der blev registreret 80 ton affald.

Danmarks Naturfredningsforening peger på flere mulige forklaringer. Der var flere deltagere i år, blandt andet efter et nyt samarbejde med REMA 1000, hvor butikkerne uddelte gratis affaldssække.

Derudover fandt indsamlingen sted kort efter den kraftigste aprilstorm i flere årtier. Stormen kan have spredt store mængder affald ud i naturen og landskabet.

Også vinterens sne kan have haft betydning, fordi sne flere steder gjorde det vanskeligere at tømme skraldespande og samtidig kan have skjult affald, der først dukkede frem senere.

Plastikposer fyldte mest

Normalt er cigaretskod det affald, flest deltagere finder mest af. I år var det dog plastikposer, der oftest blev nævnt som det hyppigste fund.

Derefter fulgte cigaretskod og forskellige former for takeaway-emballage.

Men affaldssækkene rummede også mere usædvanlige fund. Deltagerne fandt blandt andet undertøj, hjulkapsler, støvsugere, stegepander, en airfryer, aviser, reklamer og uåbnede breve. I den tungere ende blev der fundet pengeskabe, møbler og byggeaffald.

“Det er helt vildt at se, hvad der er blevet fundet i år, og man kan virkelig undre sig over, hvordan det er endt derude. Der skal lyde en kæmpe tak til de mange danskere, der hjulpet os med at befri vores natur og byer for alle mulige ting, der ikke hører hjemme dér,” siger Maria Reumert Gjerding.

144.000 børn var med

Affaldsindsamlingen har været afholdt siden 2006. I år vurderer Danmarks Naturfredningsforening, at omkring 200.000 deltog, heraf 144.000 børn fra skoler og dagtilbud.

Næste års affaldsindsamling finder sted i uge 15 fra den 12. til 18. april 2027.