Forbruger

Frisk pasta og børnevenlig stemning: Yummy Pasta indtager Randers – Gratis pastaret til de første 50 kunder

I morgen, fredag den 28. marts får Randers et nyt og anderledes pastakoncept når Yummy Pasta slår dørene op til sin anden butik i kæden. Med fokus på frisklavet pasta, sæsonprægede retter og et børnevenligt miljø håber ejerne bag kæden at bringe et friskt pust til madscenen i Randers.

Frisk pasta og børnevenlig stemning: Yummy Pasta indtager Randers – Gratis pastaret til de første 50 kunder
Foto: Dinny Eriksen
Dinny Eriksen
Af Dinny Eriksen 27. marts 2025

Pasta lavet foran dig – helt efter din smag

Yummy Pasta adskiller sig fra andre takeaway-steder ved at tilbyde en byg-selv-oplevelse, hvor kunderne vælger både pastatype og sauce. Alt bliver tilberedt fra bunden, mens man ser på. Konceptet lægger sig i spændingsfeltet mellem det klassisk italienske og det, mange danskere foretrækker – som en cremet carbonara med fløde.

Hos Yummy Pasta er det dog ikke kun de traditionelle smage, der er i spil. Konceptet er tilpasset danske smagsløg, men kvaliteten og råvarerne er i højsædet. Der anvendes både danske råvarer og særligt udvalgte ingredienser importeret direkte fra Italien.

Sæsonpasta – fra Nutella til hummer

En fast del af konceptet er sæsonmenuen, som skifter hver anden til tredje måned. I åbningsperioden kan randrusianerne opleve en dessertpasta lavet på kakaodej og varm nutellasauce, toppet med friske jordbær og sprød crunch. I løbet af sommeren er det blandt andet pastaretter med hummer og muslinger, der kan friste på menuen.

Yummy Pasta lægger op til at eksperimentere med både søde og salte varianter – dog altid med fokus på genkendelige smage og overraskende kombinationer.

Børnevenligt miljø og siddepladser på anden sal

I modsætning til kædens første butik i Aalborg, der primært er et takeaway-koncept, får den nye afdeling i Randers en mere familievenlig indretning. På førstesalen er der indrettet siddepladser, børnehjørne med boldrum og rutsjebane, hvilket gør det oplagt for børnefamilier at tage en pause fra shoppeturen og nyde et måltid sammen.

Der vil ikke være bordservering, men gæsterne bestiller og afhenter selv maden ved disken. Til børnene lanceres en særlig menu med mindre portioner og juice i stedet for sodavand.

Gratis pasta til de hurtige – og flere butikker på vej

Fredag kl. 12 åbner butikken officielt, og de første 50 kunder kan se frem til en gratis pastaret som en del af åbningsfesten.

Randers bliver dermed den anden by i rækken, hvor Yummy Pasta etablerer sig – men ikke den sidste. Allerede til sommer åbner tredje afdeling i Aarhus, og ambitionen er at udvide med fire nye lokationer årligt de kommende tre år.

Bag konceptet står Rikke Kirk Grønbjerg og hendes mand, som prioriterer både kvalitet, arbejdsglæde og en sund vækst. Med afdelingen i Randers håber de at vise, at takeaway også kan være en hyggelig og anderledes spiseoplevelse – særligt for hele familien.

FAKTA

  • Åbning: Fredag den 28. marts kl. 12
  • Adresse: Dytmærsken, Randers Midtby
  • Koncept: Frisklavet pasta med valgfri sauce, sæsonretter og børnevenlige faciliteter
  • Åbningstilbud: Gratis pastaret til de første 50 kunder

Hold øje med menukortet – næste gang kan det være Nutella eller hummer, der er på tallerkenen.