Nyheder

Fremtidens folkeskole mangler tusindvis af lærere, viser ny prognose – 12.000 stillinger kan stå ubesatte om 20 år

En ny fremskrivning viser, at folkeskolen i 2045 vil stå med et betydeligt underskud af uddannede lærere. Prognosen, som er udarbejdet af Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE) for Danmarks Lærerforening, vurderer, at der vil mangle 5.600 uddannede lærere, hvis udviklingen fortsætter med den nuværende andel af læreruddannede.

Dinny Eriksen
Af Dinny Eriksen 8. september 2025

Hvis man samtidig lægger til grund, at alle undervisningstimer skal dækkes af uddannede lærere, stiger tallet til 12.600 manglende lærere.

Faldende børnetal ændrer ikke billedet

I nogle kommuner har det faldende børnetal givet anledning til en opfattelse af, at lærermanglen i fremtiden ville blive mindre alvorlig. Men den nye prognose gør det klart, at udfordringen langt fra er løst.

Lærerforening: Behov for handling nu

Formanden for Danmarks Lærerforening, Gordon Ørskov Madsen, understreger, at der kræves målrettede indsatser for at sikre tilstrækkeligt med lærere i de kommende årtier.

”Det der står lysende klart tilbage for mig er, at vi allerede nu som samfund skal gøre mere for at tiltrække og fastholde uddannede lærere i folkeskolen. Når vi mangler dem i klasseværelserne, så ved vi, at det rammer eleverne negativt fagligt og socialt. Og vi kan med den nye prognose se, at problemet så langtfra går væk af sig selv,” siger han.

Arbejdsmiljø og fastholdelse er nøgleord

Ifølge Gordon Ørskov Madsen skal der handles på flere fronter, hvis udviklingen skal vendes.

”Der skal først og fremmest investeres i et bedre arbejdsmiljø for alle på skolerne – særligt udfordringen med inklusion skal løses bedre, og det skal ske hurtigt. Vi mister alt, alt for mange nuværende og potentielle lærere i folkeskolen, fordi lærerlivet er blevet for presset,” siger han og tilføjer:

”Og så skal vi have højere kvalitet i praktikken på læreruddannelsen. Sikre gode lærerstartsordninger for de nyuddannede. Bedre seniorordninger, så man kan se sig selv holde længere i arbejdslivet.”