Der er et enormt miljø- og klimapotentiale i at optimere og effektivere driften af vores bygninger. Fx store kontorbygninger. Det potentiale vil Svanemærket gerne være med til at forløse, og derfor har Nordisk Miljømærkning netop lanceret forslag til kriterier for ejendomsdrift. Kravene omfatter både den daglige drift og den løbende vedligeholdelse af bygninger.
Svanemærket har allerede mange års erfaring med både nybyggeri og bygningsrenovering og ejendomsdrift er et helt naturligt næste skridt:
“Markedet har efterspurgt muligheden for at kunne svanemærke bygningsdrift. Det har vi bl.a. oplevet fra flere bygherrer, der står bag svanemærket nybyggeri for de ved godt, at en sund og ressourceeffektiv drift er vigtig for at bevare værdien af de bygninger, de netop har fået opført, fortæller Heidi Bugge, kriteriechef i Miljømærkning Danmark.
Et af formålene med de nye krav er netop at passe godt på den del af bygningsmassen, der allerede er optimeret og har en høj kvalitet. Det andet formål er at forbedre en del af den eksisterende bygningsmasse gennem vedligeholdelse og optimeret drift.
På den måde kan vi løfte bygningsmassen til et mere energieffektivt niveau samt sikre at driften udføres optimalt i forhold til ressourceforbrug. Det er der både økonomisk og miljømæssig fornuft i, siger Heidi Bugge.
Der er lagt op til, at det både skal være muligt at certificere drift af beboelsesejendomme, kontorejendomme samt institutionsejendomme som fx skoler og daginstitutioner.
Krav inden for otte områder
Svanemærket er et holistisk mærke, der ser på alle relevante miljøparametre i livscyklus, og det afspejler sig også i kravene til bygningsdrift, hvor Nordisk Miljømærkning har lagt op til at stille obligatoriske krav inden for otte forskellige hovedområder.
Et af hovedområderne er indeklima, hvor der er lagt op til, at man skal kontrollere den eksisterende bygning for bl.a. skimmelsvamp og PCB og at de materialer, som man bringer ind i bygningen i forbindelse med vedligeholdelse, fx skal leve op til skrappe kemikaliekrav. To andre vigtige hovedområder er energi og vand, hvor kravene skal være med til at begrænse forbruget af ressourcer. Der er bl.a. fokus på at sikre en løbende forbedring af det enkelte byggeris energiperformance.
Svanemærkets krav spiller sammen med EU-taksonomien
Når vi taler ejendomsdrift, spiller klimaforandringer også en væsentlig rolle, og her er Svanemærkets krav relevante i forhold til EU-taksonomien. Svanemærket stiller krav om, at potentielle risici skal identificeres og analyseres og om at der skal træffes foranstaltninger for både at tilpasse sig klimaforandringerne og afbøde dem, siger Heidi Bugge og tilføjer:
På den måde er Svanemærket tænkt som et godt redskab for fx investeringsfonde, der oplever øget krav om bæredygtighedsrapportering på deres ejendomsportefølje og drift af de enkelte ejendomme.
Svanemærket er også et stærkt kommunikationsværktøj til at bygge bro mellem lejer og driftsvirksomhed, da mange lejere er fortrolige med Svanemærket. 93 % af danskerne kender Svanemærket, og 66 % af ser efter mærket, når de vælger produkter.
Svanemærkets forslag til kriterier for bygningsdrift er i høring frem til den 5. juni og forventes at blive lanceret ultimo 2024. Du kan se høringsforslaget her: https://www.svanemaerket.dk/hoering-ejendomsdrift.
Svanemærkets krav til ejendomsdrift er opdelt i otte hovedområder:
Management
Energi
Klimaforandringer
Indeklima
Vand
Genanvendelse, genbrug og affaldshåndtering
Udemiljø og biodiversitet
Servicer og produkter
Om Svanemærket
Svanemærket er det officielle nordiske miljømærke, som gør det enkelt for forbrugere, virksomheder og det offentlige at bidrage til den grønne omstilling. Svanemærket er holistisk og ser på alle relevante miljøparametre i hele produktets livscyklus. På den måde fremmer Svanemærket cirkulær økonomi, effektiv brug af ressourcer og biodiversitet og reducerer klimabelastningen og brugen af skadelige kemikalier. Svanemærket er det mest kendte miljømærke i Norden.