Fransk elitekvartet på Værket

13. februar 2020
Fransk elitekvartet på Værket

Fornemme instrumenter

Den planlagte BRAGE-koncert med Nordic String Quartet onsdag 26. februar kl. 19.30 på Værket er flyttet til den kommende sæson. Men det er lykkedes Kammermusikforeningen BRAGE at engagere den eminente, franske strygekvartet Quatuor Elmire til at komme i stedet på samme tid og sted.

Elmire-kvartetten, der blev dannet i Paris i 2016, har givet koncerter og deltaget i festivaler og masterclasses rundt om i Europa. Kvartetten har også allerede vundet en række internationale konkurrencer.

Senest vandt Quatuor Elmire i oktober 2019 både en 3. pris og en særpris for bedste værkudførelse i Carl Nielsen International Chamber Music Competition i København. Konkurrencen arrangeres i et samarbejde mellem DR, Det Kongelige Bibliotek og Det Kongelige Danske Musikkonservatorium.

Quatuor Elmire består af Cyprien Brod, violin, Khoa-Nam Nguyen, violin, Issey Nadaud, bratsch, og Rémi Carlon, cello. De fire unge musikere spiller på fornemme, gamle franske instrumenter, som er udlånt af sponsorer.

Ved koncerten på Værket i Randers præsenterer Quatuor Elmire et program med mesterlige udførelser af Mozarts strygekvartet nr. 17, kaldet Jagtkvartetten, og Beethovens strygekvartet opus 132 i a-mol.
Koncerten med Nordic String Quartet flyttes til 4. november 2020, og billetsalget til denne koncert starter 2. maj.