Erhverv

Fra håndkraft til højintelligent plastsortering – Miljøvirksomheden Compsoil fra Hobro satser på AI for at fordoble plastgenanvendelse

Compsoil i Hobro vil med ny teknologi både mindske CO2-udledning og gøre sorteringen af plastaffald mere effektiv og præcis

Dinny Eriksen
Af Dinny Eriksen 10. juli 2025

Virksomheden Compsoil, der holder til i det sydlige Hobro, har taget et markant skridt mod en grønnere fremtid. Med hjælp fra kunstig intelligens og avanceret kamerateknologi har virksomheden testet en løsning, der kan fordoble mængden af plast, som genanvendes – og samtidig reducere CO2-aftrykket med titusindvis af tons årligt.

”Det er meget løntungt at sidde og sortere, samtidig med at et menneskeøje ikke er så præcist, som det udstyr, som kan sættes op elektronisk,” forklarer direktør i Compsoil, Michael Laursen.

Fra manuel sortering til automatiseret anlæg

I dag håndteres plastsorteringen hos Compsoil manuelt med kran og klo, men planen er at skifte til et automatiseret anlæg baseret på kunstig intelligens og et såkaldt hyperspektralt kamera.

Kameraet bruger infrarøde bølgelængder til at identificere forskellige plasttyper i affaldsstrømmen. Teknologien er allerede kendt fra større anlæg, men Compsoil forsøger nu – som en af de første mindre aktører – at tilpasse løsningen til lokal skala.

Samarbejdet er skabt via AddSmart, en digital innovationshub under Erhvervshus Nordjylland, som koblede Compsoil sammen med den nationale produktionsplatform MADE og Teknologisk Institut.

”Det bliver mere og mere rentabelt at bruge den slags teknologi i sorteringssammenhæng. Teknologien eksisterer allerede, men det er virkelig dyrt, og normalt bruges teknologien i større anlæg,” siger seniorspecialist François Picard fra Teknologisk Institut, der deltog i afprøvningen af udstyret – herunder forskellige typer robotgribere.

Compsoil i Mariagerfjord Kommune vil med ny teknologi både mindske CO2-udledning og gøre sorteringen af plastaffald mere effektiv og præcis

I dag genanvender Compsoil mellem 3.000 og 4.000 tons plast om året. Målet er at nå op mod 10.000 tons, hvilket ifølge virksomheden vil kunne spare over 20.000 tons CO2 om året.

”Vi taler om op mod 10.000 tons plastik, hvor vi nu i dag kun genbruger 3.000-4.000 tons. Ved udsorteringen af det, vil det være muligt at komme op og spare over 20.000 tons CO2 om året,” forklarer Michael Laursen.

”Vi vurderer, at potentialet er endnu større, fordi anlægget rummer funktioner, der kan udnyttes yderligere. Det vil sige, at mange af de plastikker, som vi anser for at være affaldsfraktioner nu, vil kunne udnyttes,” siger Michael Laursen.

Et vigtigt resultat af testen er også, at den plast, der bliver udsorteret med den nye teknologi, er betydeligt renere end ved manuel sortering. Det betyder, at plasten nemmere kan genbruges i nye produkter – til gavn for både miljøet og industrien.

Investering venter på ro på markedet

Selvom teknologien er testet med succes, afventer Compsoil de rette markedsvilkår, før virksomheden investerer i en fuld udbygning af det automatiserede anlæg.

“Det er ikke et spørgsmål, om vi vil investere, det er et spørgsmål om, hvornår. Skærpede lokalregler, myndighedsbestemmelser og så videre gør, at vi på den ene eller anden måde skal igennem det her. Vi skal udnytte de ressourcer, der allerede er her nu – tilgængeligt,” understreger Michael Laursen.

Lokalt grønt initiativ med national opmærksomhed

Compsoil beskæftiger omkring ti medarbejdere og har gennem flere år arbejdet med affaldssortering – særligt plast, som omdannes til pellets til brug i nye plastprodukter. Projektet tiltrækker nu både lokal og national interesse og ses som et eksempel på, hvordan mindre virksomheder i Nordjylland kan gå forrest i den grønne omstilling med hjælp fra teknologi og samarbejde.

Virksomhedens tiltag passer direkte ind i Mariagerfjord Kommunes ambitioner om at styrke bæredygtighed og cirkulær økonomi. Samtidig er det en påmindelse om, at løsningen på klimaudfordringerne ofte findes lokalt – og kræver både vilje, innovation og det rette netværk.