Familie
Forældre i Randers får lavere betaling for dagtilbud fra 1. marts
Byrådet sænker forældrebetalingen og afsætter millioner til bedre normeringer
Fra 1. marts 2026 bliver det billigere for forældre i Randers Kommune at have børn i daginstitution og dagpleje. Randers Byråd har på mødet den 23. februar besluttet at sænke den andel af udgiften, som forældre selv skal betale – og samtidig afsætte ekstra midler til at styrke normeringen.
Beslutningen udspringer af den såkaldte børnepakke, som Folketinget vedtog i forbindelse med Finansloven for 2026.
Forældrebetalingen sænkes markant
Konkret falder forældrenes egenbetaling fra 25 procent til 21,3 procent af den samlede pasningsudgift.
Det betyder, at taksterne fra 1. marts 2026 ændres således:
- Dagpleje: Falder med 456 kroner om måneden
- Vuggestue: Falder med 430 kroner om måneden
- Børnehave: Falder med 257 kroner om måneden
Takstnedsættelserne gælder fra 1. marts 2026.
Læs også:
29,2 millioner kroner til Randers
I 2026 har staten afsat midler til at indfase ændringerne i kommunerne. Randers Kommune modtager 29,2 millioner kroner som led i børnepakken.
Med byrådets beslutning afsættes:
- 11,6 millioner kroner til takstnedsættelser i 2026
- 14,5 millioner kroner til at ansætte ekstra pædagogisk personale frem mod januar 2027
Midlerne til personale skal sikre, at kommunen kan leve op til de nye normeringskrav. Fra 1. januar 2027 må pædagogiske ledere ikke længere tælle med i normeringen.
To millioner kroner i reserve
Når også afledte udgifter er medregnet, resterer der cirka 2 millioner kroner af de tildelte midler i 2026. Byrådet har besluttet, at Børn- og Skoleudvalget får dispositionsret over det resterende beløb.
Økonomien efter 2026 endnu ikke afklaret
Det er endnu uvist, om Randers Kommune får fuld økonomisk kompensation for de permanente ændringer, som børnepakken medfører i de kommende år. De lovgivningsmæssige og økonomiske rammer for den langsigtede ordning forventes at falde på plads i løbet af første kvartal 2026.
Herefter kan forvaltningen lave en mere præcis beregning af de økonomiske konsekvenser.
Sagen – nummer 79 på dagsordenen – blev enstemmigt vedtaget i Randers Byråd.
Læs også: