Erhverv
Foråret giver nyt håb i byggeriet – men usikkerheden lurer
Efter en svag februar er optimismen vendt tilbage i byggebranchen, viser ny konjunkturanalyse fra SMVdanmark. Men stigende uro i Mellemøsten og højere priser kan hurtigt lægge en dæmper på udviklingen.
Stemningen i byggeriet er blevet bedre i marts efter en februar måned, der var præget af kulde, dårligt vejr og lav aktivitet. Det fremgår af SMVdanmarks månedlige konjunkturbarometer, som måler humøret blandt danske virksomheder.
Ifølge analysen oplevede mere end hver tredje lille og mellemstor byggevirksomhed i februar, at det dårlige vejr begrænsede produktionen. I marts er den andel faldet markant til knap hver sjette. Blandt de store virksomheder er det nu under hver tiende, der peger på vejret som en hæmsko.
Lunere vejr løfter forventningerne
Hos SMVdanmark peger cheføkonom Thomas Gress på, at vejret har haft stor betydning for udviklingen.
”Det er tydeligt, at det usædvanlige kolde vejr havde en stor betydning for aktiviteten i byggeriet hen over februar. Nu ser vi ind i en lunere tid, og det smitter af på forventningerne til beskæftigelsen og omsætningen,” siger Thomas Gress.
Tallene viser samtidig en forskel mellem små og store virksomheder. For de små og mellemstore virksomheder er erhvervstilliden i byggeriet uændret fra februar til marts på 94,1, mens de store virksomheder går frem fra 85,3 til 97,0. Indikatorværdien 100 svarer til det historiske gennemsnit for perioden 2015 til 2024.
Læs også:
Nye risici i horisonten
Selv om optimismen er tilbage, advarer SMVdanmark om, at nye forhold kan presse branchen i den kommende tid. Pressemeddelelsen peger på stigende geopolitisk usikkerhed som følge af krigen i Mellemøsten, højere energipriser og varsler om stigende materialepriser i blandt andet byggeriet.
Indtil videre har det dog endnu ikke sat sig tydeligt i virksomhedernes forventninger til omsætning og beskæftigelse.
”Krigen i Mellemøsten kan få store konsekvenser for dansk erhvervsliv, fordi energipriserne er indlejret i alt, hvad vi forbruger og foretager os. Derfor er det faktisk ganske positivt, at den geopolitiske usikkerhed ikke er slået mere igennem på erhvervstilliden,” siger Thomas Gress.
Fremgang på tværs af brancher
SMVdanmark peger også på, at der generelt er fremgang i erhvervslivet på tværs af brancher. For store virksomheder stiger erhvervstillidsindikatoren samlet til 98,6 i marts fra 97,4 i februar, mens små og mellemstore virksomheder går frem til 97,2 fra 96,0.
Dermed tegner marts et lysere billede for byggeriet end måneden før. Men analysen peger samtidig på, at udviklingen hurtigt kan blive udfordret, hvis stigende uro og højere omkostninger for alvor slår igennem i branchen.
Læs også: