Natur

Folkekært dyr er truet: Pindsvinet skal tælles på lørdag

Pindsvinet, en af Danmarks mest elskede arter, er i tilbagegang, men hvor alvorligt er problemet herhjemme? Det håber WWF Verdensnaturfonden og pindsvineforsker Sophie Lund Rasmussen at finde svar på, når danskerne lørdag den 9. august opfordres til at tælle og registrere pindsvin i hele landet.

Dinny Eriksen
Af Dinny Eriksen 7. august 2025

En aften i pindsvinets tegn

Det er netop i skumringstimerne, hvor pindsvinet er mest aktivt, at danskere over hele landet inviteres til at kigge efter de små, stikkende dyr i haven, på villavejene, i parker og skove. Også trafikdræbte pindsvin skal tælles med – og selv fraværet af pindsvin er vigtig information.

“Pindsvin er ét af de vilde dyr, som vi kan opleve rigtig tæt på, fordi de gerne lever i vores haver. Det giver os en unik mulighed for at indsamle data om dem. Men vi har brug for danskernes hjælp, og derfor håber vi, at så mange som muligt vil bruge lørdag aften på at hjælpe os og én af vores mest folkekære arter,” siger Line Gylling, biolog og chef for dansk natur i WWF Verdensnaturfonden.

Hvor er pindsvinene – og hvor er de ikke?

Danmark mangler pålidelig viden om pindsvinets udbredelse, og det gør arbejdet med at beskytte arten vanskeligere. Derfor understreger forskerne, at alle observationer er vigtige – både de levende og de døde.

“Vi har brug for at vide, hvor pindsvinene er, men bestemt også hvor de ikke er. Det er også vigtigt at registrere, om pindsvinene er levende eller døde i for eksempel trafikken, for faktisk mister vi hvert år en tredjedel af alle pindsvin til trafikdrab. Jo mere vi ved, jo bedre kan vi sætte ind for at beskytte dem,” forklarer Sophie Lund Rasmussen, der er kendt som Dr. Pindsvin.

Vigtigt ikke at forstyrre ungerne

Pindsvin har unger i august, og det kræver ekstra hensyn fra de mange frivillige tællere, som forhåbentlig deltager i lørdagens projekt.

“Pindsvinene har unger i august måned, og derfor er det vigtigt, at man ikke forstyrrer dem og deres reder, men kun registrerer de pindsvin, der er synlige og kommer frem af sig selv,” lyder opfordringen fra Sophie Lund Rasmussen.

Sådan hjælper du pindsvinene i din egen have

Pindsvinet er blot én af næsten 2.000 danske arter i tilbagegang. Årsagerne er mange – og næsten alle menneskeskabte. Fra hegn og robotplæneklippere til pesticider og klimaforandringer. Men danskerne kan selv gøre en forskel.

“Det er ikke kompliceret at skabe en pindsvinevenlig have, og faktisk kommer det også en lang række andre arter til gode, når man gør haven vildere og pakker giften langt væk. Pindsvin elsker for eksempel kvasbunker, hvor de kan skjule sig, og vilde blomster, der tiltrækker insekter, som de spiser,” siger Sophie Lund Rasmussen.

Årlig optælling med voksende engagement

Det er tredje år i træk, at WWF Verdensnaturfonden og Sophie Lund Rasmussen gennemfører pindsvinetællingen – et initiativ, der støttes af Nordea-fonden. De to foregående år har mere end 40.000 pindsvin været registreret på landsplan.

Projektet “Danmarks Pindsvin” består udover tællingen også af forskningsaktiviteter og formidling til folkeskoler og gymnasier om pindsvinets levevis.

Forskeren bag projektet: Dr. Pindsvin

Sophie Lund Rasmussen, også kendt som Dr. Pindsvin, har siden 2011 viet sin forskning til pindsvin. Hun er i dag tilknyttet Wildlife Conservation Research Unit på Oxford Universitet og var i 2024 med til at udarbejde rapporten bag IUCN’s vurdering, der placerede det europæiske pindsvin som ’nær truet’ på den internationale rødliste.

Hun er også kendt for sin banebrydende danske ph.d. om pindsvin og arbejder målrettet for at formidle sin viden til både offentligheden og beslutningstagere – blandt andet har hun talt i Europa-Parlamentet om pindsvinets situation.

Fakta om Danmarks pindsvin

  • Dr. Pindsvins forskning har vist, at 9 ud af 10 danske pindsvin har pesticider i leveren.
  • En undersøgelse fra 2021 foretaget af Danmarks Naturfredningsforening viste, at hvert andet barn aldrig har set et pindsvin.
  • Verdens ældste pindsvin levede i Danmark og blev 16 år gammel – gennemsnitsalderen for arten er dog kun to år.

Sådan deltager du i pindsvinetællingen

For at deltage i tællingen skal man blot registrere sine observationer – eller manglen på samme – på www.danmarkspindsvin.dk lørdag den 9. august.

Det anbefales at gå ud i skumringen, være stille, undgå at tage hunden med og holde øje med både levende og døde pindsvin. Alle registreringer bidrager til at kortlægge arten og finde løsninger på, hvordan den bedst kan beskyttes i fremtiden.