I en landsdækkende undersøgelse foretaget i oktober blandt EDC-kædens 240 butikker er der meldinger fra hele landet om en klar stigning i antallet af førstegangskøbere.
“En stigning i antallet af førstegangskøbere er en forudsætning for at få gang i boligmarkedet. Derfor er dette en god nyhed,” siger statsaut. ejendomsmægler og valuar, MDE Jesper Hedegaard Jensen fra EDC AROS i Randers.
“En stor del af sælgerne til de boliger, der bliver solgt, skal også ud og købe nyt, og dermed kommer der mere bevægelse i markedet. En EDC-undersøgelse fra august viste, at 62 procent af boligsælgerne ønsker at blive på ejerboligmarkedet,” tilføjer han.
Mest markant er udviklingen i region Hovedstaden og i region Midtjylland hvor samtlige af de EDC-butikker, der deltog i undersøgelsen, melder om flere førstegangskøbere. Det er i disse regioner, at koncentrationen af ejerlejligheder er størst, og det er typisk i netop ejerlejlighederne at førstegangskøberne debuterer på ejerboligmarkedet.
En anden gruppe, som i stigende omfang er på vej tilbage på ejerboligmarkedet, er de boligsælgere, som solgte for to-tre år siden, og derefter valgte at bo til leje i en periode i håb om faldende priser. Disse andengangskøbere har haft held med deres dispositioner ved at sælge til en høj pris og i dag at kunne købe til markant lavere priser.
“For nogle har det været en økonomisk klog beslutning at sælge og købe med et par års mellemrum, men de fleste prioriterer at have boligen som en fast ramme om tilværelsen, og ser egentlig ikke boligen som et investeringsobjekt,” siger Jesper Hedegaard Jensen.
“Ydelsen på en ejerlejlighed er mange steder kommet ned i et prisleje hvor den matcher udgiften til en lejebolig, og så foretrækker mange at eje, hvor man bestemmer fuldt ud over sin bolig og typisk bruger ydelsen som en opsparing i boligen,” slutter han.