Alarm 112
Fodgænger kom alvorligt til skade i færdselsuheld
Torsdag omkring kl. 11.50 skete der et alvorligt færdselsuheld i krydset Århusvej/Grenåvej i Randers C, da en 72-årig kvindelig fodgænger blev ramt af en bus, idét hun var i færd med at krydse vejen.
Det var i forbindelse med et venstresving, at bussen ramte ind i kvinden, som pådrog sig nogle alvorlige skader og blev kørt til behandling på hospitalet. Hun er efterfølgende blevet meldt uden for livsfare.
Buschaufføren blev efterfølgende sigtet for ikke at overholde sin vigepligt i forbindelse med færdselsuheldet, der blev overværet af flere vidner på stedet, som også efterfølgende skyndte sig hen til kvinden for at hjælpe hende.
Hvis du har overværet gårdsdagens alvorlige færdselsuheld og måtte have brug for nogle at snakke med den om, kan du helt gratis og uforpligtende ringe til Offerrådgivningen og tale med en professionel rådgiver. Offerrådgivningen i Østjylland kan kontaktes på telefonnummer 116 006.