Erhverv
FlexVirk fandt medarbejder til ReviMidt
Det kan være svært at finde den rette medarbejder i dag, hvor beskæftigelsen er helt i top – ikke mindst i revisionsbranchen. Men da Anne Stecher fra FlexVirk blev bekendt med, at ReviMidt manglede den rette person i medarbejderstaben, trådte hun til med formidling af det perfekte match.
Det er ikke kun en myte, at de fleste får nyt job via netværk. Det gælder nemlig i høj grad i dag, hvor der er næsten fuld beskæftigelse. Derfor måtte ReviMidt også ud via de utraditionelle kanaler, da de manglede den helt rigtige medarbejder. Og den kanal var den socioøkonomiske virksomhed FlexVirk i Randers, hvor ledige med et utal af forskellige kompetencer kan få opkvalificering til blandt andet et ordinært arbejde.
”For mig handler det om at sige til virksomhederne: ’Se her – vi kan hjælpe med at finde medarbejdere med de rette kompetencer’. Ledige bliver ikke længere matchet via de officielle kanaler,” fortæller Anne Stecher fra FlexVirk, der selv har en baggrund som jobkonsulent.
Hvis du bliver ledig eller godkendt til fleksjob, er beskeden fra Jobcentret, at du selv skal søge de opslåede jobs.
”Men det kan være svært for ledige at tro på, at de er kvalificerede til disse jobs. Troen på egne evner er desværre ofte meget lav, når du står udenfor arbejdsmarkedet,” konstaterer Anne Stecher og fortsætter:
”Det skinner igennem på ansøgningerne, og risikoen for, at du gang på gang havner nederst i bunken af ansøgninger, er derfor stor.”
Hos FlexVirk har du chancen for at komme øverst i bunken hver gang. Som i dette tilfælde, hvor Charlotte aldrig selv ville søge jobbet hos ReviMidt, da hun ikke mente, hun havde de rette kompetencer.
”Hos FlexVirk blev hun opkvalificeret – samtidig fik hun også boostet sin selvtillid, så hun kunne gå direkte ind i medarbejderstaben hos ReviMidt,” fortæller Anne Stecher.
For hos FlexVirk lejer de medarbejderne ud til virksomhederne, som så kan fortsætte denne ordning eller, som i ReviMidts tilfælde, overtage ansættelsen efter en aftalt periode.
”Vi får mange henvendelser fra ledige, der gerne vil i job af denne vej, da de har svært ved at få foden indenfor på arbejdsmarkedet. Vi opretter blandt andet praktikker, hvor vi også her med succes opkvalificerer de ledige. Efterfølgende bliver de så ofte ansat hos os eller andre af vores kunder,” fortæller Anne Stecher.
Og det er ikke kun for fleksjobbere og andre på kanten af arbejdsmarkedet. Det er også de, ligesom Charlotte denne gang, der skal i ordinær beskæftigelse.
Glemt i mængden
Hos ReviMidt var de glade for, at FlexVirk kunne hjælpe dem med at få den rette medarbejder.
”Vi har gennem de senere år haft svært ved at finde de rette medarbejdere med de rigtige kompetencer,” fortæller Dennis Damborg Jensen, den ene af tre indehavere af revisionsfirmaet, der har adresse i Mediehuset i Niels Brocksgade i hjertet af Randers.
”Det skyldes til dels revisionsbranchens støvede ry, dels at Randers har et ry for ikke at være særlig sexet som by, og dels at vi ikke har de rette uddannelsesinstitutioner i byen. Der er ikke mange medarbejdere, der ønsker at tage turen fra Aarhus eller Aalborg. De synes, det er federe at blive, hvor de har bosat sig efter endt uddannelse,” fortæller han.
Så det var gennem et erhvervsnetværk i Randers, at forbindelsen mellem ReviMidt og FlexVirk blev etableret.
”Her fortalte jeg om vores rekrutteringsproblem til Anne Stecher. Hun havde selvfølgelig den helt rette medarbejder til os – og det er et godt match,” siger han og smiler.
ReviMidt har ellers et særdeles godt ry i forhold til medarbejderpleje, individuelt tilpasset arbejdsdag og en lav grad af overarbejde. Til det supplerer indehaver Tonny Harvej:
”Vi har ikke udfordringer med stress hos os. Noget som ellers godt kan være et problem i branchen. Men det er et problem, at 85 procent af al omsætning i branchen ligger i kun fire virksomheder. Det efterlader ikke meget opmærksomhed tilbage til små virksomheder som os, hvis du som person har ambitioner. Hos os kan vi så bryste os af, at du følger kunden hele vejen – vi kender både dem og deres familier. Vi besøger dem og får indgående kendskab til, hvad de er eksperter i,” siger han.
Både Dennis Damborg Jensen og Tonny Harvej har et godt råd til ledige i jagten på et job.
”Virksomhederne lister altid en masse kvalifikationer, du skal kunne for at søge jobbet. Men matcher du bare på et par stykker af disse, er det nok til at søge jobbet, vil vi mene.”
ReviMidt er superglade for, at de med FlexVirks hjælp endelig blev matchet med den rigtige medarbejder med 25 års regnskabserfaring.