Flere østjyske skoler har i løbet af det seneste døgns tid rettet henvendelse til Østjyllands Politi, da de har været udsat for indbrud begået af ukendte gerningsmænd.
Mandag kl. 02.30 blev der begået indbrud på en skole på Åstruphegnet i Grenaa, hvor gerningsmanden stjal flere store maskiner i form af trailere og en påhængsmotor til en båd til en samlet værdi af et par hundredetusinde kroner.
En patrulje har været på stedet for at indhente videoovervågning og foretage sporsikring, og sagen efterforskes nærmere.
Også på parkvej i Højbjerg har ukendte gerningsmænd i løbet af natten til mandag været på spil og begået indbrud, mens også en uddannelsesinstitution på Damgårds Allé i Beder har haft ubudne gæster.
På Søholmvej i Viby J har Østjyllands Politi også modtaget en anmeldelse om et indbrud begået i tidsrummet fra lørdag kl. 17.00 til mandag morgen kl. 07.15, hvor gerningsmændene stjal og brugte en pulverslukker.
Østjyllands Politi har på nuværende tidspunkt ingen yderligere kommentarer til sagerne, der nu vil blive efterforsket med henblik på at få identificeret en eller flere gerningsmænd samt en eventuel sammenhæng mellem indbruddene eller ej.
Læs også: