Flere muligheder for friluftsliv på vej: Friluftsrådet uddeler stor pengesum til projekter i Randers

28. juni 2024

Friluftsrådet har med Udlodningsmidler til Friluftsliv uddelt 13,4 mio. kr. til 170 projekter over hele landet. Projekterne skal forbedre de fysiske rammer for friluftsliv, skabe bedre muligheder for friluftsliv for børn og unge og udvikle mulighederne for vandfriluftsliv. I Region Midtjylland er der givet 4,9 mio. kr. til 52 projekter.

Mobile grejbaser, skolehaver i byerne, oppustelige kanoer, nye overnatningsmuligheder i det fri og naturoplevelser for mennesker med særlige behov.

Det er noget af det, som Friluftsrådet har givet tilskud til med Udlodningsmidler til Friluftsliv. I Region Midtjylland er der givet 4,9 mio. kr. til 52 projekter, og på landsplan er der i alt bevilget 13,4 mio. kr. til 170 projekter i 64 kommuner.

Projekterne fordeler sig på tre temaer: Fysiske rammer for friluftsliv, vandfriluftsliv, og børn og unges friluftsliv. Knap halvdelen af de støttede projekter er målrettet børn og unges friluftsliv, mens en anden betydelig del af projekterne omhandler etablering af friluftsfaciliteter såsom bål-/madpakkehytter, sheltere, både- og badebroer og stier.

Bæredygtighed vigtigt parameter
I støtten til fysiske faciliteter i naturen har Friluftsrådet haft fokus på at støtte projekter, hvor der er indtænkt bæredygtighed.

For eksempel ved brug af miljøcertificerede materialer, forskellige tiltag for at øge biodiversiteten lokalt, og deleordninger, hvor friluftsudstyr udlånes til en bred målgruppe. Således er 24 af de støttede projekter på landsplan grejbaser.

“I takt med at vi bliver flere naturbrugere, stiger behovet for at understøtte et bæredygtigt friluftsliv. Det er derfor glædeligt, at vi kan bevillige støtte til projekter, hvor der tages hensyn til natur og miljø,” siger Winni Grosbøll.

De støttede projekter spænder vidt: Fra naturaktiviteter for børn og unge på Kvindekrisecenter Bornholm til et naturgenopretningsprojekt med udplantning af ålegræs på Djursland.

“Jeg glæder mig over mangfoldigheden af projekttyper, hvor frilufts- og naturaktiviteter indgår i en lang række forskellige sammenhænge og formål, både af almennyttig karakter og i form af tiltag for målgrupper med særlige behov”, siger Winni Grosbøll.

Gode projekter i Region Midtjylland
Der er mange gode initiativer blandt de 52 projekter, der har fået tilskud i Region Midtjylland.

Randers Kommune har modtaget støtte til flere projekter, der skal fremme børn og unges friluftsliv og forbedre de fysiske rammer for natur- og friluftsaktiviteter. Følgende projekter er blevet bevilget midler:

Børnehaven Svalebo har fået 33.200 kr. til ladcykler og hjelme, hvilket skal give 3-6-årige flere naturoplevelser gennem cykelture.

Purhus Idrætsforening har modtaget 100.000 kr. til etablering af en byhave. Dette initiativ vil tilbyde ugentlige aktiviteter for børnehavebørn fra Asferg og Gassum, hvor de kan lære om dyrkning og tilberedning af naturens råvarer.

Asferg Kirkekasse har fået bevilget 118.000 kr. til etablering af 1,8 km stier i forbindelse med skovrejsning på 5,8 ha kirkejord. Projektet vil skabe nye muligheder for natur- og friluftsoplevelser for lokale borgere, skoler og dagtilbud.

Foreningen Badepladsen Fussingø har modtaget 100.000 kr. til opførelse af sauna- og omklædningsfaciliteter ved Fussing Sø. Dette vil øge saunakapaciteten og gøre vinterbadning tilgængelig for flere.

Friluftsrådet har i alt modtaget 367 ansøgninger, og cirka 66 procent af de bevilligede midler går til foreninger og organisationer.

Udlodningsmidler til Friluftsliv er en del af overskuddet i Danske Lotteri Spil og Det Danske Klasselotteri.

Tilskud opdelt på de overordnede temaer

Fysiske rammer for friluftsliv: 52 projekter, 5.635.900 kr.
Vandfriluftsliv: 34 projekter, 2.878.500 kr.
Børn og unges friluftsliv: 84 projekter, 4.934.300 kr.

Tilskud fordelt på regioner

Hovedstaden: 34 projekter, 2.431.700 kr.
Midtjylland: 52 projekter, 4.954.800 kr.
Nordjylland: 22 projekter, 1.105.200 kr.
Syddanmark: 29 projekter, 1.977.700 kr.
Sjælland: 33 projekter, 2.979.300 kr.

Har du en god idé til et projekt? Næste ansøgningsfrist er 15. september 2024.

Se mere om, hvordan du søger