Forbruger

Flere linser og færre bøffer: Randers Kommune skruer op for bælgfrugter i køkkenerne

Indkøbet af bælgfrugter er steget 18 procent på ét år – i en vuggestue er det Birthe, der får de små til at spise med

Søren Greve
Af Søren Greve 27. januar 2026

Bælgfrugter fylder mere i Randers Kommunes køkkener, hvor arbejdet med madvaner, sundhed og klima i stigende grad omsættes til hverdagsmad. Kommunens indkøb af bælgfrugter er ifølge tal fra fødevareleverandøren Hørkram steget 18 procent fra 2024 til 2025 – fra 5.713 kilo til 6.744 kilo. Samtidig er indkøbet af oksekød faldet 20 procent.

I køkkenet i Vuggestuen Firkløveren er det Birthe Jensen, kostfaglig ansvarlig, der hver dag omsætter både kostråd og klimamål til mad, børnene har lyst til at spise – og som kan sætte spor langt ud over frokostbordet.

“Det børnene lærer at spise, tager de med sig”

For Birthe Jensen handler madlavningen ikke kun om at blive mæt, men også om at give børnene mod på nye smage tidligt i livet.

“Jeg tror på, at det børnene lærer at spise, inden de bliver tre år, tager de med sig resten af livet. For mig er det en fornøjelse at være med til at præge unge menneskers kostvaner,” siger Birthe Jensen.

Hun oplever, at de mindste ofte er nysgerrige og mindre forbeholdne over for nye råvarer.

“Børnene spiser bælgfrugter med velbehag hos os. Jeg oplever dog, at de ældre børn er lidt mere kritiske,” fortæller hun.

Det grønne skifte sker i hverdagen

Randers Kommune arbejder med at omsætte kommunens klimaplan og de officielle kostråd i praksis. Her er bælgfrugter et af de vigtigste greb, fordi de både kan erstatte en del af kødet og give god mæthed.

De mest købte bælgfrugter på kommunens indkøbsaftale er:

  • røde linser
  • kikærter
  • butter beans
  • kidneybønner
  • ingridærter

Vicekommunaldirektør Lars Sønderby peger på, at det er køkkenmedarbejdernes arbejde, der får ambitionerne til at blive konkrete.

“Det er i hverdagen, vores ambitioner bliver til virkelighed. Når medarbejdere som Birthe omsætter klimaplan og kostråd til mad, børnene faktisk spiser, gør det en reel forskel – både for sundheden og klimaet her og nu og for de vaner, børnene tager med sig videre i livet,” siger Lars Sønderby.

Kurser og nye vaner i hele kommunen

Udviklingen skyldes ifølge Randers Kommune en målrettet indsats, hvor køkkenpersonale fra dagtilbud, skoler og ældreområdet løbende deltager i kurser om bælgfrugter, variation i maden og fødevarers CO₂-aftryk.

For Birthe Jensen handler det både om faglighed og lysten til at blive bedre.

“Jeg øver mig i at bruge flere forskellige bælgfrugter. Det er variationen, der løfter maden – og det gælder også hjemme,” siger hun.

Hun peger også på, at der er flere grunde til at skrue op for bælgfrugter:

“Kød bliver dyrere, og så handler det også om klima og sundhed. Vi er nødt til at finde alternativer. Jeg lærer hele tiden nyt og glæder mig til at arbejde videre med det,” siger hun.

Kommunens mål frem mod 2030

Randers Kommune kobler indsatsen til målene i kommunens klimaplan. Kommunen vil blandt andet arbejde for, at mere end 75 procent af kommunens vareindkøb i 2030 er miljømærkede, økologiske eller genbrugsprodukter – samtidig med at maden lever op til de officielle kostråd og fungerer i en travl hverdag.

I den forbindelse fremhæves det også, at Randers Kommune i 2024 blev kåret som ’Verdens bedste indkøber’ af Etisk Handel Danmark for en ny fødevareaftale og arbejdet med at integrere bæredygtighed i indkøb.

For Birthe Jensen er det netop koblingen mellem store mål og små greb, der gør arbejdet meningsfuldt:

“Det er spændende – og jeg tager meget af inspirationen med hjem i mit private køkken.”

Birthes tre tips: Sådan får du bælgfrugter ind i hverdagen

1. Skjul dem klogt
“Bælgfrugter er gode i supper og sovser. Jeg koger grøntsager og bælgfrugter sammen og blender det til sovs.”

2. Forlæng kødet
“Man kan blande bælgfrugter i hakket oksekød. Det reducerer kødforbruget, men bevarer smag og konsistens.”

3. Brug mel af bælgfrugter
“Jeg bruger ingridærtemel som erstatning for mel i bagning. Det er en nem måde at få bælgfrugter ind i brødet på.”