Nyheder
FDM advarer: To autostole kan være livsfarlige’
Test afslører alvorlige fejl – forældre bør straks stoppe brugen
En ny test af autostole har afsløret så alvorlige sikkerhedsfejl, at FDM i dag går ud med en direkte advarsel til danske forældre. To modeller – Chipolino Olympus i-Size og Reecle 360 – rev sig løs under en crashtest, og konsekvenserne kunne i et virkeligt uheld have været fatale.
Stole rev sig løs i test
Testen blev gennemført som en frontalkollision ved 64 km/t, samme metode som bruges i Euro NCAP’s sikkerhedstest af biler. Begge autostole fejlede markant.
Chipolino Olympus i-Size blev revet fri af sin base, så både stol og den 11 kilo tunge testdukke blev slynget gennem bilen. Reecle 360 rev sig også løs, men da den var fastgjort med en topstrop, blev den 15 kilo tunge testdukke kastet voldsomt rundt med risiko for at ramme både dør og forsæde.
Læs også:
FDM: “Et spørgsmål om sikkerhed”
Hos FDM er man ikke i tvivl om alvoren.
”Der er tale om meget alvorlige fejl på sikkerheden, som autostole bare ikke må have. Derfor reagerer vi med det samme og advarer mod køb og brug af de to stole. Heldigvis blev fejlen opdaget under testen. Havde der været tale om virkelige uheld, kunne det nemt været endt fatalt,” siger bilteknisk redaktør i FDM, Søren W. Rasmussen.
Fortsat lovlige – men frarådes
Selvom begge stole fortsat er lovlige ifølge EU’s typegodkendelse, anbefaler FDM kraftigt, at forældre undlader at bruge dem. Chipolino oplyser, at modellen Olympus i-Size er udsolgt, men enkelte forhandlere kan stadig have få på lager. Reecle har endnu ikke reageret på testresultatet.
Råd til forældre
FDM råder forældre, der allerede har købt en af de to modeller, til at kontakte forhandleren for at få stolen byttet til en anden og sikker model.
”Uanset hvad skal man undlade at bruge dem. Det er et spørgsmål om sikkerhed, og den må man aldrig gå på kompromis med,” understreger Søren W. Rasmussen.
Flere testresultater på vej
De to autostole er en del af efterårets store europæiske test, som foretages af bilklubber og forbrugerorganisationer. De øvrige resultater fra testen ventes offentliggjort sidst i oktober.
Læs også: