Erhverv
Nu kan du snart få “Subs” i Randers – Fastfood-kæden Subway åbner i Randers Storcenter til februar
Den amerikanske sandwichkæde Subway vender snart tilbage til det danske marked, og Randers bliver en af de første byer, der får glæde af kædens comeback. Ifølge en pressemeddelelse fra Subway åbner restauranten i Randers Storcenter den 6. februar 2026.
Subway, som er kendt for sine frisklavede sandwiches – de såkaldte “subs” – satser på en omfattende genindtræden i Danmark efter flere års fravær.
Digitale kiosker i de nye restauranter
Når Subway slår dørene op i Randers, vil gæsterne opleve flere nye tiltag. Blandt andet bliver der installeret digitale kiosker, hvor kunderne selv kan sammensætte og bestille deres mad.
“Kioskerne skal skabe en forbedret gæsteoplevelse, hvor der skrues op for effektiviteten og ned for ventetiden. Den digitale del af gæsternes oplevelse er et fokuspunkt for Subway, der i de kommende måneder vil lancere flere tiltag, som vil gøre det mere enkelt for gæsterne at bestille mad,” skriver Subway i pressemeddelelsen.
Bag det danske comeback står det finske selskab Nordic Bites Group Oy, som har overtaget franchiserettighederne til Norden.
Læs også:
Strategisk samarbejde med DSC
Subway satser bredt i Danmark og åbner de første fire restauranter i DSC’s shoppingcentre allerede i år. Inden udgangen af 2026 forventes otte nye restauranter at være en realitet i samarbejde med DSC.
Country Director for Subway i Danmark, Dorte Gleie, forklarer baggrunden for valget af lokationer:
“Subway-restauranter har vundet betydelig popularitet i Norden med stigende efterspørgsel fra gæster, der søger frisklavede sandwich til en god pris. Vi appellerer til en bred målgruppe, som vi får mulighed for at møde i DSC’s centre – fra de unge og børnefamilierne til et ældre segment.”
Hun tilføjer:
“Det giver god mening for os at lave en porteføljeaftale med DSC, så vi hurtigt og effektivt kan åbne vores restauranter i flere forskellige byer og på kort tid sikre et stærkt aftryk.”
I dag findes Subway allerede i Kolding Storcenter, men med den nye aftale bliver der snart restauranter i i alt ni af DSC’s centre.
DSC: Mad som en del af shoppingoplevelsen
Hos DSC ser man samarbejdet med Subway som et naturligt led i en større strategi, der skal styrke oplevelsen af shoppingcentrene.
“Jeg er glad for, at Subway har valgt at starte deres danske rejse i vores centre. Vi gør os umage med at udvælge de madkoncepter, der ligger i centrene, og Subways profil passer godt ind. I DSC oplever vi, at centrenes kunder har taget godt imod vores fokus på food and beverage, og det bekræfter mig i, at fremtidens markedspladser også skal være mødesteder, hvor mennesker samles om et godt måltid mad,” siger Jesper Faurholdt, CEO i DSC.
Flere åbninger på vej
Ud over Randers Storcenter planlægger Subway at åbne nye restauranter i blandt andet Lyngby Storcenter, Amager Centret, Aalborg Storcenter, City2, Ishøj Bycenter, VestsjællandsCentret og Glostrup Shoppingcenter.
Den internationale strategi er ambitiøs. Samarbejdet med Nordic Bites Group Oy skal sikre åbningen af mere end 250 restauranter i Norden frem mod 2032.
Om Subway
Subway er et af verdens største restaurantbrands med næsten 37.000 restauranter globalt. Hver dag serverer kæden millioner af sandwiches til kunder i alle aldre.
I løbet af de seneste tre år har Subway indgået partnerskaber med mere end 25 master-franchisetagere på verdensplan, hvilket har resulteret i mere end 10.000 forpligtelser til fremtidige restauranter. Alene i 2024 stod disse partnerskaber for over halvdelen af kædens globale nyåbninger.
Som en del af vækststrategien er det Subways mål at fordoble antallet af restauranter i Europa, Mellemøsten og Afrika i de kommende år.
Læs også: