Annonce
Del på Facebook   Print siden

Færre trafikdræbte i mere end 90 år

Danmarkidag
Lørdag 1. januar 2022 kl. 12:00

Færre trafikdræbte i mere end 90 år

.
Vejdirektoratets foreløbige ulykkestal viser, at 135 personer mistede livet i trafikken i 2021.

Det er også lavere end sidste år, på trods af at trafikken ikke faldt lige så meget i 2021 som i 2020.

De foreløbige ulykkestal viser, at 135 personer blev dræbt, og 2.600 personer kom til skade i trafikken i år. 2021 tegner dermed til at sætte en positiv rekord på de danske veje. Der har ikke været så få trafikdræbte, siden ulykkesstatistikken startede i 1930.

"Nok er der tale om foreløbige tal, men alt tyder på, at den gode udvikling mod stadig færre trafikdræbte fortsætter.

Noget skyldes givetvis, at vi har haft mindre trafik på grund af Corona, men udviklingen viser også, at vores politiske arbejde og arbejdet i Vejdirektoratet, Færdselsstyrelsen, hos Rådet for Sikker Trafik, i politiet og i alle andre organisationer og myndigheder, som arbejder med trafiksikkerhed, virker. Så det handler om at fortsætte og gøre endnu mere, så det her bliver dén udvikling, vi kommer til at se hvert eneste år," siger transportminister Benny Engelbrecht.

De foreløbige ulykkestal er baseret på et estimat, ud fra de ulykker der er rapporteret indtil nu, og hvad der forventes at ske resten af året.

Antallet af dræbte har også taget et markant dyk i forhold til 2020, hvor 163 personer mistede livet. Corona-restriktionerne medførte et større fald i trafikken i 2020 end i 2021.

Mindre trafik må ikke blive en sovepude
Corona-restriktioner har betydet, at danskerne især i starten af året har kørt færre kilometer i deres bil. I løbet af foråret steg trafikken, i takt med at restriktionerne blev udfaset. Det afspejler sig i ulykkestallene, hvor det største fald i dræbte og tilskadekomne var i starten af året.

Både 2020 og 2021 har vist, at når der sker store udsving i trafikken over kort tid, så påvirker det ulykkestallene. Men udviklingen de sidste 50 år viser tydeligt, at når der arbejdes målrettet med trafiksikkerhed, så kan antallet af dræbte og tilskadekomne bringes ned, selvom trafikken stiger.

For 50 år siden toppede antallet af trafikdræbte. I 1971 mistede 1.213 personer livet i trafikken. Siden er trafikken blevet mere end fordoblet, men antallet af trafikulykker er faldet markant. Det skyldes, at vejene hele tiden forbedres, og at bilerne er blevet mere sikre at køre i. Desuden er der over årene blevet indført en lang række trafiksikkerhedstiltag. Der er for eksempel kommet hastighedsgrænser, krav om sikkerhedssele i biler samt hjelm på motorcykel og knallert.

Fortsat størst fald i Nordjylland
Vejdirektoratets foreløbige ulykkestal viser også, hvordan udviklingen ser ud i landets fem regioner fra januar til september i 2021. I den periode var der færre dræbte og tilskadekomne i alle fem regioner i forhold til gennemsnittet for 2015-2019.

Region Nordjylland var igen i år den region med det største fald i dræbte og tilskadekomne. Her var der 36 procent færre dræbte og tilskadekomne. I Regionen Syddanmark, Midtjylland og Hovedstaden var der også et stort fald i på henholdsvis 26 procent, 19 procent og 13 procent. I Region Sjælland var der kun 3 procent færre dræbte og tilskadekomne.

Citater

"Vi har i de sidste to år høstet gevinsten ved mindre trafik på vejene, som har medvirket til et markant dyk i antallet af trafikdræbte. Men stigende trafik må ikke blive en undskyldning for flere dræbte og tilskadekomne. For ser man tilbage på ulykkesudviklingen og mængden af trafik, er det lykkedes os at bringe ulykkestallene ned, selvom trafikken stiger. Vores arbejde i de kommende år handler derfor i høj grad om fortsat at forbedre og vedligeholde vejene. Og samtidig er det afgørende at få ændret trafikanternes adfærd, når det gælder uopmærksomhed, for høj hastighed og spirituskørsel," siger Marianne Foldberg Steffensen, afdelingsleder for Trafiksikkerhed og Cykling i Vejdirektoratet.

"Det er godt nyt, at der har været et fald i antallet tilskadekomne eller dræbte i trafikken. Man kan dog nok ikke ganske udelukke, at den aktuelle situation med Corona i et vist omfang afspejler sig i de lavere ulykkestal. Men vi glæder os over udviklingen og det fald, der har været. Nu skal vi arbejde på at få antallet af tilskadekomne og dræbte ned på et endnu lavere niveau", siger Mogens Kjærgaard Møller, adm. direktør for Rådet for Sikker Trafik.

"Det er glædeligt, at vi igen i år ser et fald i antallet af dræbte i trafikken, selvom vi har bevæget os mere rundt på vejene i år, sammenlignet med 2020. I Færdselsstyrelsen har vi fokus på, at vi holder fast i den positive udvikling, når trafikken vender tilbage til et mere normalt leje. Derfor arbejder vi fortsat på at sikre, at bilisterne der uddannes, bliver bedre og mere sikre og er udrustet til at udnytte nye teknologier," siger Stefan Søsted, direktør i Færdselsstyrelsen.

Ulykkestallene for 2021 er et foreløbigt estimat
Ulykkestallene stammer fra Vejdirektoratets ulykkesstatistik, der laves på baggrund af indberetninger om trafikulykker fra politiet. Såvel politiets rapportering som vejmyndighedernes behandling af indberetningerne pågår, og tallene for 2021 vil først være endeligt opgjort i maj 2022. Der er derfor tale om et estimat ud fra de foreløbige tal i denne nyhed.






© Copyright 2024 RANDERSiDAG.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.

Danmarkidag

Kun en tåbelig mand frygter ikke haven
Kun en tåbelig mand frygter ikke haven
Danmarkidag
F&P: Giv skattefradrag for klimasikring af private boliger
F&P: Giv skattefradrag for klimasikring af private boliger
Danmarkidag
Ny undersøgelse: Syv ud af 10 oplever senfølger efter kræft
Ny undersøgelse: Syv ud af 10 oplever senfølger efter kræft
Danmarkidag
GF Forsikring: Medvind til medlemmerne trods modvind på vejrfronten
GF Forsikring: Medvind til medlemmerne trods modvind på vejrfronten
Danmarkidag
SMV:Digital åbner for tilskud på 100.000 kr. til privat rådgivning
SMV:Digital åbner for tilskud på 100.000 kr. til privat rådgivning
Danmarkidag
Flere frivillige sikrer flot indsamlingsresultat: 37,7 mio. til kræftsagen
Flere frivillige sikrer flot indsamlingsresultat: 37,7 mio. til kræftsagen
Danmarkidag
Fremover skal bygningsdrift kunne svanemærkes
Fremover skal bygningsdrift kunne svanemærkes
Danmarkidag
Akut hjælp til angstanfald fylder ved Psykiatrifondens telefonrådgivning
Akut hjælp til angstanfald fylder ved Psykiatrifondens telefonrådgivning
Danmarkidag
Over en million udsatte fasaner i 2023: Parti kræver forbud
Over en million udsatte fasaner i 2023: Parti kræver forbud
Danmarkidag
FOA om nye overenskomster: Medlemmerne har talt og gjort deres stemme gældende
FOA om nye overenskomster: Medlemmerne har talt og gjort deres stemme gældende
Danmarkidag
Tilbudsaviser og magasiner m.m:
Regionale nyheder