Politik

Færre politikere i bestyrelserne: Randers Havn og Vandmiljø skal have flere fagfolk

Færre byrådspolitikere og flere eksterne kompetencer på vej ind i de kommunale selskaber

Dinny Eriksen
Af Dinny Eriksen 19. august 2025

Randers Kommune lægger nu op til ændringer i vedtægterne for de to store kommunalt ejede selskaber, Randers Havn A/S og Vandmiljø Randers A/S.

Hvis ændringerne bliver vedtaget, skal der fremover sidde færre byrådspolitikere i bestyrelserne, mens der åbnes for, at selskaberne kan hente eksterne medlemmer med særlige faglige kompetencer.

Forslag præsenteret i økonomiudvalget

Økonomiudvalget blev orienteret om planerne mandag, men forslaget skal først til godkendelse i byrådet. Derefter kræves en endelig beslutning på generalforsamlingerne i de to selskaber.

Kommunens forvaltning vurderer, at både havnen og vandmiljøselskabet står over for komplekse opgaver, som kræver viden inden for bl.a. transport, havnedrift, økonomi, grøn omstilling og projektudvikling.

Ændringer for Randers Havn

I dag vælger byrådet fem medlemmer blandt sine egne til havnebestyrelsen. Hertil kommer to medlemmer indstillet af henholdsvis 3F Randers og DI Randers-Norddjurs.

Med det nye forslag skal byrådet fremover kun vælge fire medlemmer blandt sig selv. Til gengæld kan bestyrelsen indstille et eksternt medlem – eksempelvis en person med erfaring inden for havnedrift eller finansiering.

Den samlede bestyrelse vil fortsat bestå af syv medlemmer.

Ændringer for Vandmiljø Randers

Også hos Vandmiljø Randers lægges der op til færre byrådsmedlemmer i bestyrelsen.

I dag vælger byrådet fem medlemmer, men fremover skal det kun være ét medlem fra byrådet. To medlemmer kan vælges udefra, mens ét medlem fortsat indstilles af Business Randers.

Efter den første sammensætning får bestyrelsen desuden mulighed for at indstille endnu et eksternt medlem, som byrådet skal godkende.

De forbrugervalgte og medarbejdervalgte repræsentanter bevares.

Ingen økonomiske konsekvenser

Ifølge forvaltningen får ændringerne ingen økonomiske konsekvenser for kommunen, men skal sikre, at selskaberne fremover har de rette kompetencer til at håndtere de stigende krav til drift og udvikling.

Videre proces

Forslaget er foreløbigt udsat, så det kan sendes til høring i de to bestyrelser.

Herefter skal det tilbage til byrådet, som skal tage endelig stilling, inden borgmesteren kan afholde en ekstraordinær generalforsamling og gennemføre de formelle vedtægtsændringer.