Familie Fællesskab og trivsel i fokus: Ny strategi skal styrke børns fritid i Randers Kommune
Randers Kommune har netop vedtaget en ny fritidspædagogisk strategi, der skal sikre bedre trivsel, læring og udvikling for børn i 0.-3. klasse. Strategien sætter fællesskab, medbestemmelse og samarbejde i centrum – og skal skabe stærkere bånd mellem skole og fritid.
Børn skal trives – også efter skoletid
Med den nye fritidspædagogiske strategi ønsker Randers Kommune at styrke børns fritidstilbud i SFO’er og fritidshjem. Strategien retter sig mod børn i de yngste klassetrin og skal danne grundlag for et mere sammenhængende og inkluderende fritidsliv.
”Børn har brug for stærke fællesskaber og trygge rammer – også i deres fritid. Med den nye strategi skaber vi bedre forudsætninger for, at alle børn kan trives og udvikle sig i et inkluderende miljø, hvor de bliver hørt og set,” siger Mogens Nyholm, formand for Børne- og Familieudvalget i Randers Kommune.
Medindflydelse gennem miniråd
En central del af strategien er, at børnene i højere grad skal høres og være med til at forme deres egen fritid. Gennem såkaldte ”miniråd” kan børnene få reel indflydelse på aktiviteter og beslutninger i hverdagen.
Det pædagogiske personale får samtidig en vigtig rolle i at skabe trygge rammer, hvor børnene – også dem med særlige behov – kan få deres idéer til at blomstre. Pædagogerne skal støtte børnenes nysgerrighed og initiativ, så de oplever, at deres stemme har værdi.
Når børn deltager aktivt og oplever, at deres forslag bliver taget alvorligt, styrkes både deres selvtillid og evne til at bidrage til fællesskabet. På samme tid lærer de om demokratiets grundprincipper i praksis.
Forældre og foreninger skal med på holdet
Strategien lægger vægt på, at et godt samarbejde med forældre er afgørende for at skabe stærke fællesskaber. Ved at dele viden og finde frem til aktiviteter, der matcher børnenes interesser og behov, bliver fritiden et sted, hvor alle børn kan føle sig hjemme.
Derudover skal det tætte samarbejde med lokale foreninger styrkes. Det sker blandt andet gennem initiativet Fritid For Alle, hvor børn fra familier med økonomiske eller sociale udfordringer får støtte til at deltage i fritidsaktiviteter.
“Vi skal sikre, at alle børn får mulighed for at deltage i aktiviteter, der både styrker deres selvtillid og fremmer fællesskabet. Ved at tilbyde aktiviteter, der tager udgangspunkt i børnenes egne interesser og idéer, støtter vi dem i at tage del i og bidrage på deres egne præmisser,” siger Mogens Nyholm.
Fra strategi til hverdag
Strategien skal nu præsenteres for ledere af SFO’er og fritidshjem i efteråret 2025. Herefter bliver den integreret i det daglige arbejde med børnene, og effekten vil løbende blive evalueret.
Med den nye fritidspædagogiske strategi håber Randers Kommune at skabe rammerne for en stærkere, mere inkluderende fritid – hvor hvert enkelt barn bliver set, hørt og støttet i at være en del af fællesskabet.