Fritid

Fælles satsning giver medvind i Spentrup: Over en million kroner hentet hjem

To foreningsudviklere har på kort tid skabt markante resultater for både idrætsforening og kulturhus i Spentrup.

Søren Greve
Af Søren Greve 18. juni 2026

Et tæt samarbejde mellem Spentrup Idrætsforening (SIF) og Spentrup Idræts- og Kulturhus (SPIK) har på få år skabt mærkbare resultater for byens foreningsliv. Med en fælles ansættelse af to foreningsudviklere har de to foreninger sat udvikling, synlighed og fundraising højt på dagsordenen – og indsatsen ser ud til at bære frugt.

Siden foreningsudviklerne blev ansat i 2025, har de arbejdet målrettet med at styrke de to organisationers synlighed, udvikle nye initiativer og skaffe økonomisk støtte til fremtidige projekter.

Resultaterne er allerede tydelige.

Stor vækst på sociale medier

Begge foreninger har oplevet markant større synlighed på sociale medier. SIF har øget antallet af Facebook-visninger med 146 procent, mens SPIK har oplevet en stigning på hele 218 procent.

Siden årsskiftet har de to organisationers Facebook-sider samlet genereret mere end 300.000 visninger og omkring 28.000 interaktioner i form af likes, kommentarer, delinger og klik.

Samtidig er der blevet hentet mere end én million kroner hjem gennem fundraising siden efteråret.

– “Det har været en god investering for os at gå sammen om ansættelsen af 2 udviklere. Det giver en helt anden kraft i byen og foreningerne, når vi arbejder på tværs og kan fokusere målrettet på udvikling af Spentrup som by,” siger Anders Rousing, bestyrelsesleder i Spentrup Idræts- og Kulturhus.

Fokus på fremtidens foreningsliv

Arbejdet handler dog om mere end synlighed og økonomi. Foreningsudviklerne arbejder også med at udvikle nye tilbud og aktiviteter til borgerne.

Blandt indsatsområderne er udvikling af nye koncepter, digitale løsninger og analyser af fremtidens idrætsvaner. Der er blandt andet fokus på såkaldt “åben hal” og på at skabe aktiviteter i sommerhalvåret, hvor mange idrætsforeninger traditionelt oplever et fald i medlemstallet mellem vintersæsonerne.

Målet er at sikre, at foreningslivet fortsat kan tiltrække både børn, unge og voksne i en tid, hvor fritidsvaner er under forandring.

Frivillige er fundamentet

Ifølge formand for Spentrup Idrætsforening, Ivan Kondrup, er udviklingsindsatsen kun mulig takket være det stærke lokale engagement.

– “Foreningsudviklerne vil fortsætte arbejdet med at fortælle historien om det lokale fællesskab, som i stigende grad tiltrækker opmærksomhed både udenfor og indenfor byens grænser. God foreningsdrift kræver, at folk ved hvilke tilbud der er i Spentrup, og derfor har vi investeret massivt i kommunikation her til start,” forklarer han.

Han understreger samtidig, at de frivillige fortsat er den vigtigste drivkraft bag udviklingen.

– “Alt sammen sker sammen med dygtige og glade frivillige og fordi de vil det. Foreningsudviklerne hjælper os med at lykkes med de store drømme i Spentrup, og vi sætter pris på deres indsats for at rykke os tættere på målet,” siger Ivan Kondrup.

Del af kommunal satsning

Ansættelsen af de to foreningsudviklere er en del af en særlig indsats fra Randers Kommunes Kultur- og Fritidsforvaltning. Her fik fem foreninger mulighed for at arbejde mere strategisk med udvikling og organisering.

Spentrup Idrætsforening var blandt de udvalgte, og de foreløbige resultater peger på, at investeringen har givet et markant løft. Erfaringerne fra Spentrup kan derfor blive en inspiration for andre foreninger, der ønsker at styrke både synlighed, økonomi og udvikling gennem et tættere samarbejde.