Snaps til silden, øl til den lune leverpostej og rødvin til andestegen.
Alkohol er en integreret del af årets mange julefrokoster og fester. Men hvis man vil drikke sig en kæp i øret og have gode klima-samvittighed, så er der forskel på, hvilke våde varer man skal hælde indenbords.
“Vores kilder viser, at produktionen af vin udleder flere klimagasser end produktionen af øl,” siger Jacob Sørensen, miljø- og sundhedsfaglig medarbejder ved Informationscenter for Miljø og Sundhed til Nyhedsbureauet Newspaq.
Han anslår, at det hænger sammen med, at vinstokke ikke er lige så produktive som for eksempel korn og humle.
“Man skal vælge øllen, hvis man vil på klimavenlig druk. Men ikke nok med det. For en øldåse, der er lavet af aluminium, koster mere på klima-kontoen end en glasflaske. Især hvis flasken kan genbruges,” siger han.
Øl på glasflaske er altså vejen frem, hvis man vil have en høj jule-promille med god samvittighed.
Ifølge klimakogebogen ‘Klima på bordet’ er øl også at foretrække, fordi produktionen af et kilo øl udleder mellem 0,5-1,4 kilo CO2, mens der udledes 2,1 kilo CO2, når man producerer et kilo vin.
Når du så står i supermarkedets ølafdeling og tænker på poler, der smelter, kan du også gøre en lille forskel i forhold til at vælge mellem øko-øllen fra Thy og den klassiske fra Carlsberg.
Et speciale fra Københavns Universitet har nemlig tidligere vist, at der udledes mere CO2, når man producerer en økologisk øl – omkring 12 procent mere end ved produktion af en almindelig øl.
Summa summarum er derfor, at du skal snuppe den traditionelle øl på flaske, hvis du vil sende klimaet en venlig tanke mellem frikadellerne og ris a la manden.
Nogle vil også falde for øl af mærket Globe Ale, der tidligere i på året blev præsenteret som Danmarks første CO2-neutrale øl. Men det reklamestunt skal man ikke tro på, siger Jacob Sørensen:
“Selvfølgelig findes der ikke CO2-neutrale øl. Kornet skal produceres, øllet skal laves, og til sidst skal det transporteres ud til forbrugeren. Alt sammen udleder CO2.”
Du kan tilmelde dig Byen.nu’s nyhedsbrev her på siden til højre.