Annonce
Del på Facebook   Print siden

Et tigerspring i 10. klasse

Randers
Fredag 19. juni 2020 kl. 15:00

Et tigerspring i 10. klasse


Et år i 10. klasse på Randers Kristne Friskole gav Eva Stoltenborg fornyet tro på sig selv og andre. Verden åbnede sig op, da hun fandt ud af, at alle har noget vigtigt at byde på - også hun selv.

Tiden var ved at være gået. Eva Stoltenborg skulle snart beslutte, hvad næste træk i hendes unge liv skulle være. Efter 10 gode år på C La Cours Skole skulle hun videre, men hvorhen?

”Jeg tror faktisk, jeg var i tvivl om alt dengang. Efterskole var alt for socialt, syntes jeg, og jeg havde heller ikke lyst til at flytte helt hjemmefra. Valg af ungdomsuddannelse var jeg ikke klar til, men jeg var heller ikke helt oppe at ringe over nogen af de 10. klasser, som jeg havde været rundt og se,” fortæller Eva Stoltenborg.

Hendes mor, Annemarie Stoltenborg, som er dansklærer og studievejleder på Paderup Gymnasium, pressede ikke på for at få datteren hurtigt videre i uddannelsessystemet.

”Jeg vidste jo, hvad der ventede Eva på en ungdomsuddannelse og tænkte, at det var godt at blive lidt ældre. Godt at komme ud og se lidt andet”.

Det afgørende tip kom fra en uventet kant, nemlig Evas frisør, der klippede en del af de ansatte på Randers Kristne Friskole og syntes, at de alle talte så godt om deres arbejdsplads. Hun vidste også, at der på skolen var en 10. klasse med entreprenørskabs-linje.

Entreprenørskab og fællesskab
”Det var vist entreprenørskabet, jeg havde i baghovedet, da jeg besluttede mig for 10. klasse på Randers Kristne Friskole. Jeg havde nemlig på et tidspunkt haft min egen hjemmeside, hvor jeg solgte tegninger, og syntes det var sjovt. Jeg blev da også klogere på en hel masse omkring selvstændig virksomhed i løbet af det år, jeg gik der - budgetlægning, regnskab, markedsføring og den slags,” fortæller Eva, som heller ikke i dag vil afvise idéen om egen virksomhed på et tidspunkt.

Når hun i dag ser tilbage på skoleåret 2018/19, som hun tilbragte i 10. klasse på Randers Kristne Friskole, er det dog ikke kun de faglige gevinster, hun husker. Først og fremmest blev det et år, hvor hun tog et tigerspring som menneske.

”Jeg fandt hurtigt ud af, at Randers Kristne Friskole er en rigtig fællesskabsskole. De fleste af mine klassekammerater var også helt nye, og vi var virkelig meget forskellige. Alligevel kom vi hurtigt tæt på hinanden og blev rigtig gode venner. Måske fordi lærerne gjorde meget ud af at få os rystet sammen og tog hånd om hver enkelt af os,” mener Eva Stoltenborg.

Forskellighed som en styrke
Det med forskelligheden blev lidt af en øjenåbner for hende. Horisonten udvidede sig dag for dag, efterhånden som hun lærte sine nye kammerater at kende.

”Jeg havde været vant til, at man enten gik op i skole eller sport, at alle hørte Justin Bieber og syntes, at cirka det samme tøj var fedt. Mine nye venner gik op i mange forskellige ting og syntes, at meget forskelligt tøj og musik var fedt. I faget ”personlig udvikling” lærte vi hinanden at kende, og det var superspændende. Selv drengene syntes, at det var spændende,” smiler Eva.

Gruppeprojekter fik et nyt fortegn, da samarbejde på tværs af forskelle blev en opgave i sig selv.

”Jeg har nok altid været den, der endte med at gøre tingene selv, når der var gruppearbejde. Så vidste jeg da, at de blev gjort ordentligt. Nu lærte vi, at der altid er forskellige roller i et gruppearbejde, at det ikke er en dårlig ting, og at man kan lære noget af de andre, selvom de gør tingene på en anden måde. Jeg fandt ud af at trække vejret og vente lidt - ikke bare tage over.”

Ikke længere den stille pige

Også sig selv lærte Eva Stoltenborg nye ting om.

”Lærerne opmuntrede os. De var gode til at se ting i os, som vi ikke selv så. Nogle af mine klassekammerater havde givet op fagligt, men med støtte og opmuntring kunne de meget mere, end de selv troede. Jeg selv havde altid været den stille pige, der aldrig markerede i timeren, men det holdt jeg op med at være. Til en af skolens talentdage, blev jeg opfordret til at deltage i kategorien ”sprog”, hvor jeg skrev og holdt en tale. Da jeg blev spurgt om at holde den samme tale til dimissionsfesten, gjorde jeg det. Jeg følte mig ikke som ”den stille” længere”.

Hun fandt sine egne ben og blev klar til selv at tage tøjlerne.
”I ”personlig udvikling” blev der stillet spørgsmål, som fik mig til tænke. Hvad stod jeg for? Hvad betød noget for mig? Hvad ville jeg prioritere? Vores lærer talte om ”aktive værdier” - forstået på den måde, at man bruger sin tid og sin energi på det, som man synes er vigtigt. At man selv bestemmer, og at man selv har ansvaret. Hvis man for eksempel synes, det er vigtigt at være en god ven, må man prioritere det og bruge tid på det,” forklarer Eva Stoltenborg.

Ud i verden
Igennem de forskellige entreprenør-projekter åbnede verden sig mere op.
”Jeg husker bedst vores tur til Aarhus, hvor vi i ”socialt entreprenørskab” blev vist rundt i byen af nogle tidligere hjemløse, som fortalte om, hvordan det var at leve på gaden. Bagefter skulle vi forsøge at finde måder at forbedre deres forhold på. Det var spændende at tænke i de baner,” husker Eva.

Også turen til Israel satte spor.

”Vi kom tæt på og oplevede, at Israel er andet og mere end Gazastriben - en kultur og religion, som er meget forskellige fra vores egen. Igen var det spændende at opleve forskellighed på en måde, så man blev nysgerrig,” fortæller Eva Stoltenborg.

Et år for modenhed og afklaring
I løbet af sin 10. klasse på Randers Kristne Friskole blev Eva Stoltenberg klar over, at næste skridt for hende var STX. I dag er hun næsten færdig med 1.g. på Paderup Gymnasium og tror, at hendes fremtid ligger indenfor noget med sprog. Når der er gruppeprojekter, når ordet skal tages i timerne, eller når tiden skal struktureres eller prioriteres, sender hun sit sidste friskoleår en kærlig tanke.

”Det var et år, hvor jeg blev klogere på mig selv, andre og omverdenen i et trygt og omfavnende miljø,” opsummerer Eva.

Hendes forældre er enige:

”Vi oplevede, hvordan Eva kom hjem med nye erfaringer, og så hvordan lærerne engagerede og involverede sig i den enkelte elev. I dag kan vi se, at hun har glæde af de ting, hun har lært. Det blev præcis det år, hun havde brug for - til at blive mere moden og mere afklaret,” opsummerer Annemarie Stoltenborg.




© Copyright 2024 RANDERSiDAG.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.

Randers

Fredagens strømpris
Fredagens strømpris
Randers
Nyt fællesskab bringer livsglæde for par med fysiske- og psykiske udfordringer
Nyt fællesskab bringer livsglæde for par med fysiske- og psykiske udfordringer
Randers
Hundredvis af Randers-børn på påskejagt på Nordre Fælled
Hundredvis af Randers-børn på påskejagt på Nordre Fælled
Randers
Hologrammet: Fjordens drømmespil i næste weekend
Hologrammet: Fjordens drømmespil i næste weekend
Randers
Den Kongelige Livgarde har startet indsamling til familie i Randers
Den Kongelige Livgarde har startet indsamling til familie i Randers
Randers
Påskeoplevelserne står i kø i det Østjyske
Påskeoplevelserne står i kø i det Østjyske
Randers
Så sker det igen - for 8. gang på Clausholm Slot
Så sker det igen - for 8. gang på Clausholm Slot
Randers
Påsken kan give tæt ferietrafik
Påsken kan give tæt ferietrafik
Randers
Flyvende start for Randers Nord IF
Flyvende start for Randers Nord IF
Randers
Succes med niveaudelt matematik på Paderup Gymnasium
Succes med niveaudelt matematik på Paderup Gymnasium
Randers
Tilbudsaviser og magasiner m.m:
Regionale nyheder